Politik

Kultur i skammekrogen

Sport er noget ganske særligt - og meget lave smittetal viser, at det danske kulturliv igen må føle sig gjort alvorligt til grin

Foto: Lars Pauli

Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:02

Hvis det danske kulturliv havde været en person, havde vedkommende de seneste mange måneder befundet i skammekrogen, jaget på plads af en i bedste fald ligeglad - i værste fald ukvalficeret - kulturminister. I det omgang Danmark i det hele taget har en kulturminister?

Mens sport på absolut eliteplan - uden tvivl ud fra en strengt kommerciel synsvinkel - har nydt ikke bare kulturministerens, men i det hele taget bemærkelsesværdigt mange voldsomt popularitets-hungrende politikernes bevågenhed, er der blevet ved at gælde yderst snævre betingelser for blandt andre festivaler. Så snævre, at det i praksis har vist sig umuligt at arrangere egentlige festivaler i eksempelvis Nibe og Roskilde (og snart også Skanderborg).

Men hvor kulturministeren mest har udstillet en højst besynderlig mellemting mellem ligeglæde og vildrede - kortvarigt afbrudt af et pludseligt ønske om at høre, hvad festivalerne ”mon går og pusler med” (ud over at overleve måske?), har der hos mange arrangører hersket en helt anderledes imponerende handlekraft og kampgejst.

I stedet for daglange festivaler er det flere steder blevet til enkeltstående begivenheder. Med det højst antal tilskuere lukket ind dag for dag - meget nøje afmålt og optalt og med krav om coronapas. Og uden muligheder for overnatning.

Mens kulturfolket i høj grad har hoppet og sprunget efter regler i sundhedens optegnede millimeterark, har alle kunne iagttage, hvordan sportsfolket nærmest har kunnet ligge i syv lag på Rådhuspladsen i København og andre steder efter endnu en favorabel sportssucces. For uha, sport på topplan er skam noget ganske særligt, må vi forstå.

At festivalfolket må føle sig gjort ganske alvorligt til grin bliver for alvor rammet ind af nogle af de nyeste tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Her er der blevet registreret otte corona-smittede efter Danmark-Finland-kampen (med 13.790 tilskuere), 62 smittede efter Danmark-Rusland-kampen (med 23.544 tilskuere), 41 smittede efter Danmark-Belgien-kampen (med 23.395 smittede) og 41 smittede efter Kroatien-Spanien-kampen (med 22.771 tilskuere).

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys kunne man godt have ønsket sig, at politikere havde været parat til at løbe bare en brøkdel af den risiko, som man så tydeligt har været parat til over for først og fremmest fodbold-EM.

Selv med væsentligt strengere regler havde fodboldforbundet UEFA såmænd nok overlevet. Det er straks mere tvivlsomt, om lokale festivalarrangører og alle de musikere og andre, som holder den slags i gang, i det lange løb kan blive ved med at holde den gående.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden