Kup, kunst eller begge dele

Kunsten i Aalborg er 500.000 kroner fattigere, men verden er blevet et spektakulært kunstdrama rigere. Spørgsmålet er, om det ene kan opveje det andet

Det er blevet kaldt "det mest omtalte kunstdrama i nyere dansk historie" og historien har de seneste måneder ramt nyhedsmedier verden rundt.

Jens Haanings status som en i den brede offentlighed ukendt kunstner ændrede sig, da han i det tidlige efterår valgte at omdøbe det kunstværk, han skulle have med på en udstilling på Kunsten, til den sigende titel Take the money and run. Sigende, fordi de over 500.000 kroner i kontanter, han havde lånt til kunstværket af Kunsten, nu var væk, og tilbage var to tomme rammer.

Herfra kunne det have gået grueligt galt for Jens Haaning. Han kunne være blevet affærdiget som en gemen tyv, den offentlige mening kunne have vendt sig imod ham eller endnu værre: Verden kunne have været ligeglad, gabt af kedsomhed over en fortænkt provokunstnerisk happening. Men det skete ikke. Kunsten valgte at udstille det nye "kunstværk" - altså de to tomme rammer - under den nye titel. Medierne, og Nordjyske, søgte forklaringer og svar. Og vigtigst af alt: Mennesker verden over synes ikke (kun) det var plat, men sjovt og provokerende, og det fik samtaler i gang om kunst og om, hvad "mange" penge egentlig er.

Kunstneren selv har været påfaldende stille, men i denne uge sagde han så noget. Anledningen var, at Kunsten havde givet ham frist til søndag til at levere pengene tilbage, som var den dag, Haanings kunstværk og resten af udstillingen "Work it out", som det var en del af, skulle pilles ned.

Han valgte som bekendt ikke at aflevere pengene. Og hans udtalelser giver et tydeligt indtryk af en særdeles tilfreds kunstner, som ifølge ham selv aldrig har lavet et vigtigere kunstværk. Med den logik kan han selvfølgelig ikke levere pengene tilbage, hvilket han også har understreget, og det har givet ham endnu en tur på den store scene med intens offentlig interesse. Ingen tvivl om, at han i alle aspekter er lykkes, både kunstnerisk og økonomisk.

Tilbage i den virkelige verden står Kunsten med en regning og, indtil videre, med et opmærksomhedsombrust kunstværk i sin varetægt. Som kulturinstitution i en drømmeposition midt i en spændende debat om kunstens væsen, men som fortrinsvist offentlig finansieret kunstmuseum også med et forklaringsproblem: Hvordan kunne Jens Haaning så let narre en halv million fra museet?

Et museum kan ikke tage sig de samme friheder som en provokunstner og skide højt og flot på moral og landets love. Samtidig skal Kunsten jo netop sætte fokus på kunst og institutionen må jo om nogen kunne anerkende, at Jens Haanings to tomme rammer rent faktisk er kunst og ikke (kun) et kup.

Det er på den knivsæg, Kunstens direktør Lasse Andersson nu bevæger sig. Og ligesom Jens Haaning må have holdt vejret for knapt et halvt år siden, da han sendte de to rammer afsted til Aalborg, må museumsdirektøren nu sidde med koncentreret fokus på at afstemme sit næste træk mellem sit eksistensgrundlag og sin eksistensberettigelse. Stå på sin ret eller lade pengene fare i kunstens navn? Være stor i slaget for skatteydernes penge eller vise manglende forståelse for original og nyskabende kunst?

Jens Haanings dans med Kunsten har indtil videre været stærkt underholdende at følge og badet vores landsdel i international opmærksomhed, så lige nu ser det ud til, at historien kan ende godt for alle: Haaning fik anerkendelse, Kunsten fik omtale og skatteborgerne får måske, qua den megen omtale af værket, pengene igen, hvis rammerne sættes på aktion.

Kup og kunst går dermed yndigt hånd i hånd.