Læser: Fældning af skov i Tranum risikerer at skabe mere skade
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Debatten om rewilding og naturforvaltning fylder stadig mere i Danmark, men alt for sjældent bliver de lokale konsekvenser en reel del af den politiske samtale. Blandt andet i Tranum-området i Jammerbugt Kommune står vi lige nu midt i en sag, der bør interessere langt flere end blot de mennesker, der bor tæt på Tranum Klitplantage.
Som lokal borger i området er jeg dybt bekymret over de planer, der er fremlagt om rewilding og omfattende fældning i Tranum Klitplantage. Jeg skriver på vegne af mig selv, men også på vegne af mange af mine naboer, der deler en lignende bekymring.
De forslag, der er fremlagt af myndighederne, kan nemt fremstå som en moderne og bæredygtig tilgang til naturforvaltning. Men når man ser nærmere på de konkrete planer, viser det sig, at de risikerer at skabe mere skade end gavn.
Blandt de lokale borgere, jeg taler med, er der en klar modstand mod projektet i sin nuværende form. Det opleves som både unødvendigt og ulykkeligt at fælde en velfungerende, smuk og artsrig skov for at gennemføre et naturforvaltningsprojekt, der fremstår som et eksperiment med et eksisterende og fungerende landskab.
Nåleskov fjernes
Det er ikke korrekt, når det fremføres, at skoven blot består af ensartede rækker af produktionsskov. Området rummer allerede betydelige naturværdier og en rig biodiversitet, som med klassiske metoder kunne udvikles yderligere, uden at fjerne skovstrukturen. Når Tranum Klitplantage behandles som et “projekt”, risikerer vi at overse de tilpasninger, der allerede findes.
Træer, levesteder og strukturer, som i dag fungerer for natur og mennesker, vil gradvist forsvinde i forbindelse med planerne om rewilding. Der er tale om et irreversibelt indgreb, som ikke står mål med den dokumenterede gevinst.
Selv om Naturstyrelsen anfører, at fældningen vil ske over en længere årrække, ændrer det ikke ved, at træer, der fungerer som levesteder for mange arter, vil blive fjernet, og de naturlige strukturer vil blive brudt.
Det fremgår, at op mod 80 procent af nåleskoven planlægges fjernet. Dette er problematisk, da området kun egner sig til nåletræer, som er vind- og saltrobuste.
Fjernelsen af nåleskoven vil udgøre en afskovning, uanset eventuelle langsigtede genplantningsplaner. Ændringen af landskabet vil medføre konsekvenser, der ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt belyst.
Et væsentligt perspektiv, der savnes, er konsekvenserne for de vilde dyr. Området er en del af et større landskab med en stor blandt andet krondyr, rå- og dådyr. Hjortevildtet bør være områdets naturlige planteæder, og ikke fremmede dyrearter.
De kritiske spørgsmål
Derudover bør risikoen for sandflugt tillægges større vægt. Historisk har sandflugt været en alvorlig udfordring i Jammerbugt-området. Derfor blev plantager som Tranum Klitplantage anlagt for at stabilisere landskabet.
Min nu afdøde far deltog i denne indsats og fortalte ofte om, hvor skrøbeligt landskabet er, når vinden får fat, og hvordan store kræfter var nødvendige for at genoprette skaderne. Jeg bekymrer mig dybt, at fældning og afgræsning risikerer at åbne klitterne igen og gentage sandvandringerne.
Vi er mange lokale borgere, der deler ønsket om at få genovervejet de nuværende planer om naturforsøg og skovrydning. Mange oplever en magtesløshed i mødet med store lobbyinteresser, der har langt større adgang til beslutningstagere og økonomiske ressourcer end os som borgere. Det er vigtigt, at vi får lov til at udtrykke vores bekymringer og stille spørgsmål.
Jeg er fuldt ud klar over, at rewilding ofte fremhæves som en bæredygtig tilgang, men jeg håber, at politikere vil tage disse bekymringer alvorligt og stille kritiske spørgsmål både til skovfældningen, dyrevelfærden og de langsigtede konsekvenser for landskab og lokalsamfund.
Vi har brug for en grundig og åben debat, hvor også de lokale perspektiver tages med i betragtning, og at lokale borgeres stemmer fremover vil få større vægt i de politiske beslutninger.
Det er på tide, at beslutningstagere ser på naturforvaltning med både et stort perspektiv og respekt for de lokale forhold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.