Krige er meget nedværdigende for menneskeheden, der så stemples som primitive individer, der udviklingsmæssigt har stået i stampe, siden vi herskede som vikinger. Vores krigs- og magtgen er tilsyneladende meget dominerende.

Når jeg bliver inspireret til at skrive om vores krigsgen, er det fordi, der pt hersker en debat igangsat af præsident Trump, som benævner de danske jenser, vist nok som andenrangskæmper, som har fået diverse veteraner op i det røde felt, hvilket sikkert mange er enige i, dog ikke undertegnede.

Jeg mangler forståelse for, hvorfor folk melder sig som krigssoldater til deltagelse af krig i udlandet. 

For en del år siden var der en ung mand, der ytrede sig i medierne, at han var glad for han havde fået et tilbud om at drage i krig, hvilket han syntes var spændende. 

Jeg håber, at ungdommen er blevet klogere, så de betragter krig som mere alvorlig og farlig, end blot en spændingsfyldt oplevelse.

Og når der i dag opstartes en ret ophidsende debat om udsendte krigssoldater, der efter Trumps opfattelse ikke har været i førerpositionen på slagmarken, så ophidser det jo de ærekære krigsveteraner.

Personligt beundrer jeg ikke soldater, der deltager i krig, og specielt er det svært at fatte, at de kæmper i andre lande. 

Jeg var stor beundrer af afdøde, begavede Mogens Glistrup, der gik ind for vi i lille Danmark skulle vælge neutralitet, hvor vi skulle have et kort liggende med ordlyden: "Vi overgiver os".

I min verden, kloge ord, fremfor en masse mennesker dræbes til gavn og glæde for hvem?