Det er en grundbetingelse for den måde, vi skal drive vores samfundsinstitutioner på. Og her bliver lærere, pædagoger, sundhedsprofessionelle, forvaltninger og kulturinstitutioner nogle af de vigtigste bannerførere for, at klimahandling bliver en naturlig del af vores hverdag, vores fællesskaber og de sociale spilleregler, vi retter os mod.

For nylig stod jeg i et mødelokale sammen med en gruppe medarbejdere i en kommune. De var samlet for at tale om, hvor de kunne handle mere klimavenligt i hverdagen. Der var, som jeg altid oplever, mange gode bud på, hvordan de kunne gøre noget. Og engagementet og viljen til at handle fejlede bestemt heller ikke noget. Der var bare ét problem. Stort set ingen i lokalet så klimahandling som deres kerneopgave.

Det skaber for mig at se to problemer: For det første bliver det opfattet som noget ekstra, der primært vedrører dem, som har et særligt grønt hjerte og derfor er motiverede for at handle. For det andet risikerer nye, klimavenlige vaner let at forsvinde, når prioriteringer ændrer sig.

Derfor er der brug for at iklæde os klimabrillen og se på, hvordan vi kan handle mere klimavenligt som en del af vores kerneopgave. I undervisning, ved hjemmebesøg, til større events, i design af nye indsatser, til møder og når vi transporterer os. 

Med andre ord ændre hverdagsrutiner, så de klimavenlige valg bliver en naturlig del af kerneopgaven i de nordjyske kommuner. Og måske er det netop er dér klimahandling begynder. Ikke i en stor strategi, men i de små beslutninger i hverdagen.

Det handler ikke om at være verdensmester fra starten. Det handler om at starte et sted og ét skridt ad gangen bevæge sig i en mere klimavenlig retning. For når vi sammen øver os på at gøre klimahensyn til en naturlig del af hverdagen, ændrer vi også langsomt vores fælles normer. 

Og med de kontaktflader, som lærere, pædagoger, sundhedsprofessionelle, forvaltninger og kulturinstitutioner har, så er der virkelig potentiale for at skabe ringe i vandet. Men hvis klimahandling fortsat bliver noget, vi arbejder med ved siden af kerneopgaven, så vil det også altid være det første, der ryger, når tiden bliver knap. Og så taber vi alle sammen.