De er konstrueret i ret lukkede cirkler i administrationen med henblik på at være ”fagligt fundament” under politikernes beslutninger. Disse regnemodeller har været fundamentet under stort set alle store beslutninger i den danske miljøpolitik.

Politikerne bliver fortalt, at disse ting er meget komplicerede, og at man derfor må bruge regnemodeller i stedet for at basere sig på objektive kemiske målinger.

Nu, efter 30-40 års miljøpolitik, hvor Danmark stort set har baseret hele sin miljøpolitik på regnemodeller, kan man se konturerne af resultaterne af denne katastrofale politik.

I Danmark ville man ”være foran” eller ”vise vejen” for alle andre. I den landbrugsmæssige miljøpolitik har der været to hovedområder, hvor modeller har været det bærende: vandplanerne, som man har arbejdet intenst med siden sidste halvdel af 1980’erne, og noget senere klimapolitikken (CO2-udledningen).

Hvordan er det så gået?

Vandplanerne

European Union har helt fra starten krævet kemiske målinger af et stort antal forskellige kemiske stoffer, for kun derved vil man kende den reelle miljøtilstand i vores vandmiljø og muligheden for at vurdere mulige tiltag.

I Danmark ville man det anderledes. Her definerede man vandkvaliteten i danske vandløb ved fauna-undersøgelser, og i vores farvande interesserede man sig mest for iltsvind – ikke kemi – og var sikker på, at dette kom fra landbruget. Derfor mente man ikke, at alle disse kemiske målinger var nødvendige.

Hvor førte dette så hen? Nu, cirka 40 år efter de første vandplaner, har landbrugserhvervet reduceret N-udledningen med cirka 50 procent, og samtidig er problemet med iltsvind i farvandene blevet forværret trods milliardomkostninger.

I Danmark valgte man en regnemodel fra United Nations, som aldrig var beregnet til indførelse af nationale CO2-afgifter.

Denne model medregner ikke CO2-optag fra et grønt blad på en mark, men medregner optag fra et grønt blad i et træ i en skov. Her bevæger man sig helt åbenlyst væk fra virkeligheden, hvilket også får katastrofale følger.

Klimapolitikken

I landbrugssammenhænge optages CO2 i vores afgrøder, som så igen udledes ved fortæring af afgrøderne hos dyr og mennesker. Der kan ikke udledes mere, end der optages. Modellen sidestiller fossilt CO2 med CO2 fra biologiske processer i et kredsløb. Det kan man naturligvis ikke.

Men politikerne fulgte modellen. Det førte med sig, at man besluttede at plante 10 procent af Danmarks landbrugsareal til med skov, som ifølge al videnskab og dansk statistik (dog ikke modellen) optager 3 ton per hektar mindre CO2 end en landbrugsafgrøde på en mark. Hermed forøges CO2-udledningen med flere millioner ton CO2 årligt i en lang årrække. Alligevel skal landmændene betale CO2-afgift, angiveligt for om muligt at nedsætte udledningen igen.

Det er en katastrofe, at vores politikere og medier ikke interesserer sig for faglighed og virkeligheden. Man gemmer sig bag regnemodeller, som ingen kan gennemskue, og agerer dermed ansvarsløst. Historien taler sit tydelige sprog. I begge hovedområder opnåede man det modsatte af, hvad man gik efter.

Alle ved, at hvis man bygger et højt hus, hvor fundamentet er skævt eller svagt, ender det uvægerligt med en katastrofe. Sådan er det også med politiske aftaler eller politiske forlig.

Dansk miljøpolitik, som ville vise alle andre vejen, er kørt i grøften og er ved at trække tæppet væk under landbrugserhvervet, uden at der er kommet resultater ud af hele øvelsen.

En katastrofe.