Mange nordjyder er nervøse for vaccine: Vil ikke stikkes først
Ængstelsen er forståelig, mener forsker
Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:44
NORDJYLLAND: Under halvdelen af indbyggerne i en af de 11 nordjyske kommuner vil umiddelbart sige ja tak til en gratis coronavaccination.
En Panel Nordjylland-undersøgelse viser, at borgernes skepsis overfor den kommende vaccine er markant større i Jammerbugt Kommune end i Nordjylland som helhed.
44 procent af de adspurgte i Jammerbugt vil tage imod et tilbud om en gratis corona-vaccination. 10 procent har allerede bestemt sig for at sige nej, mens 46 procent er i tvivl.
Tallene fordeler sig anderledes, når man ser på hele Nordjylland.
Bange for bivirkninger
Rigtig mange er nervøse for virkningen af vaccinen - og ikke mindst for mulige bivirkninger. De er bange for, at det er gået for stærkt med at udvikle og teste vaccinen.
Medlemmerne af Panel Nordjylland har fået mulighed for at forklare deres holdning til vaccination. Bivirkninger er et ord, der går igen i de fleste svar.
- Jeg vil vente lidt med det, og jeg er heller ikke i den udsatte gruppe alligevel, så jeg vil lige se og høre folks kropsreaktion på vaccinen. Det er gået lidt for hurtigt med at finde en, så det gør mig lidt mistænksom, skriver en 22-årig mand fra Jammerbugt.
En 66-årig kvinde fra Thisted har det på samme måde:
- Jeg ved godt, at vaccinen er testet, inden den bliver givet fri. Men ingen kender langtidsvirkningerne, svarer hun.
En 26-årig mand fra Hjørring er ligeledes i tvivl pga. bekymringer om mulige bivirkninger:
- I forlængelse af at jeg er mistænkelig overfor, i hvor høj grad tidspresset har minimeret eller manipuleret de normale sikkerhedsprocedurer, tilføjer han.
- I relation til det ekstreme skrækscenarie, valgte jeg at blive influenza- og lungevaccineret. Alle dem jeg kender, der har haft corona, har overhovedet ikke været syge. Jeg er ikke bange for corona, men mere bange for isolation, ensomhed, fattigdom, mangel på samvær, fest, bio, spise ude, koncerter osv. osv. HADER mundbind, så vaccine? Det er 50/50, skriver en 70-årig kvinde fra Frederikshavn.
Lad andre tage første stik
En hel del af panelets medlemmer vil i hvert fald ikke stå forrest i køen til vaccinen.
De ældre nordjyder (70 år og opefter) er mest positive overfor den kommende vaccine. 85 procent af dem siger ja tak. 2 procent vil ikke vaccineres, mens 13 procent er usikre.
- Jeg er bekymret for, at de første mange vaccinerede betragtes som en slags forsøgspersoner. Hvor mange bliver syge af vaccinationen, spørger en 83-årig mand fra Aalborg.
En 80-årig mand, ligeledes fra Aalborg, er heller ikke tryg ved at være blandt de første.
- Men nu prøver briterne jo. Så får vi nok at vide om bivirkninger, mener han.
Briterne startede vaccinationerne 8. december. I løbet af de første dage sås der alvorlige bivirkninger hos to vaccinerede, som dog hurtigt kom sig. Briterne advarede med det samme mod at vaccinere personer med "betydelige allergiske reaktioner".
Bekymring er til at forstå
PhD professor David Budtz Pedersen fra Aalborg Universitet har forsket i vaccinemodstand. Han mener, at nervøsiteten overfor den kommende coronavaccine er forståelig.
- Vi står i en situation præget af meget stor usikkerhed i hele vores tilværelse - i hele vores eksistens, konstaterer han.
Mennesker, der i forvejen har stor tillid til regeringen, myndighederne og de erhverv og organisationer, der står bag vaccinen, vil have tillid til vaccinen.
De mennesker, der ikke har samme tillid, vil være utrygge ved vaccinen.
- Sådan er vi mennesker indrettet. Vores psykologi har det med at skabe helhedsbilleder, forklarer David Budtz Pedersen.
Folk er ikke nødvendigvis dumme
Vil myndighederne vinde skeptikernes tillid, skal de tage bekymringen alvorligt.
- Det er vigtigt at undgå at kommunikere bedrevidende eller autoritært. Vi skal afpolitisere vaccinen så meget som muligt og vedtage en tværpolitisk vaccinestrategi, så vaccinen ikke splitter befolkningen på samme måde som minksagen, siger David Budtz Pedersen.
- Vi er hurtige til at sige, at vi lever i det postfaktuelle samfund, og at folk enten er dumme eller spændt for en konspirationsteori. Men folk tvivler ikke nødvendigvis, fordi de er tabt bag af en vogn. De er ikke uenige i fakta, men i, om de interesser, der ligger bag vaccinen, også er deres interesser, pointerer han.
Panel Nordjylland består af over 2000 repræsentativt udvalgte nordjyder over 18 år.
Panelet er oprettet af NORDJYSKE Medier, og vi bruger det til at lave analyser af alle mulige emner.
Panelet bestyres af Jysk Analyse, som sikrer, at tallene er i orden, og er garant for panel-deltagernes anonymitet.
Undersøgelsen er foretaget 3. til 9. december 2020, og 1253 medlemmer af Panel Nordjylland har deltaget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

