Blandt meget andet en ret klar fornemmelse af, at det i ganske mange tilfælde næsten er for nemt at være folketingsmedlem. Med for få af de forpligtelser, som såkaldt ganske almindelige mennesker - ikke-politikere - er tvunget til at leve med.

I noget nær samme sekund folketingsmedlemmer forvilder sig ud i som oftest selvskabte problemer, har de en tendens til at blive ramt af et eller andet, der med ét gør dem ude af stand til at møde på Christiansborg.

At melde sig syg uden reelt at være syg er i sig selv en udhuling i sygdomsbegrebet - og i sidste ende en hån mod dem, der rent faktisk er ramt af sygdom.

Senest har sygdom ramt føromtalte Mike Villa Fonseca, indtil videre de næste tre uger - og på samme måde har blandt andre Jon Stephensen (M), Morten Østergaard (RV), Morten Messerschmidt (DF), Naser Khader (K) og Henrik Sass Larsen (S) måttet melde sig syge i forbindelse med forskellige møgsager. For senere i enkelte tilfælde at forsvinde helt ud af politik.

Men en pludselig opstået manglende evne - eller lyst - til at se andre i øjnene er altså ikke nogen sygdom.

I Kristeligt Dagblad er Joachim B. Olsen nået frem til noget, der ligner en logisk forklaring på fænomenet.

Han er tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance og nuværende politisk kommentator på B.T., og han siger lige ud:

- De er jo ikke syge. De fejler absolut ingenting. De har bare en møgsag, og derfor synes de, at det er træls at møde op på Christiansborg, hvor der er journalister, som stiller kritiske spørgsmål. Det sender et utroligt dårligt signal. De er ikke forpligtet til at svare på spørgsmål, men de er forpligtet til at møde op og passe deres parlamentariske arbejde.

Netop sagen med den daværende radikale leder Morten Østergaard, der i 2020 valgte at sygemelde sig for siden at gå på orlov med fuld løn, har været med til at ændre en ganske lille bitte smule på arbejdsforholdene.

Efter dén opererer Folketinget med retningslinjer, der gør, at folketingsmedlemmer - og efter sagen med Mike Villa Fonseca nu også løsgængere - skal aflevere en lægeerklæring. Reelt er det dog ikke noget krav eller nogen regel, blot retningslinjer - fordi folketingsmedlemmer arbejder under helt specielle forhold.

De har nemlig ikke nogen arbejdsgiver som sådan, for de er jo valgte og ikke ansatte.

Det skaber frirum for lidt af hvert, ikke bare en løs omgang med sygemeldinger, men også - for nogle folketingsmedlemmers vedkommende - en særdeles afslappet holdning til selve dét at møde på arbejde.

Fra tid til anden har skiftende folketingsmedlemmer - i et anfald af ærlighed - erkendt, at nogle af dem godt kan have ikke bare øv-dage, men øv-uger, måske endda øv-måneder, som gør, at de ikke altid har været lige indstillet på at stille på Christiansborg. 

Det er med andre ord vælgernes opgave at holde øje med indsats og arbejdsfrekvens. Og straffe pjæk med manglende genvalg.

De løse arbejdsforhold - til gengæld for givtige lønninger og endnu mere givtige ordninger med pensioner og eftervederlag - kan forklare, hvorfor i det mindste nogle af politikerne har et meget afslappet forhold til, hvad andre må arbejde under.

Én gang - bare én - kunne man godt ønske sig, at et sygemeldt folketingsmedlem blev underkastet det til tider meget voldsomme system, som andre bliver udsat for, med sygedagpenge og massive mængder af kontrol og efterkontrol og afrapportering.

Ideelt set skal politikerne selvsagt ikke udsætte borgerne/vælgerne/skatteyderne for noget, som de ikke selv kunne leve med. 

For nej, politikere skal ikke have dårligere vilkår end andre, men vel heller ikke markant bedre, der fjerner dem fra den dagligdag, som de skal forestille at regere over.