Nej til kontanter i bussen udfordrer: Ældre uden rejsekort kan få problemer

Mange ældre har holdt sig hjemme i over et halvt år, men nu skal de på farten igen for at blive vaccineret - uden smartphone eller rejsekort kan de få problemer

Ældre, som ikke er vant til at benytte rejsekort eller billet på smartphone, skal være opmærksomme på, at det ikke længere er muligt at betale med kontanter i bussen  Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Ældre, som ikke er vant til at benytte rejsekort eller billet på smartphone, skal være opmærksomme på, at det ikke længere er muligt at betale med kontanter i bussen Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

NORDJYLLAND:En del ældre har hidtil klaret busturen med lidt mønter i frakkelommen, som de benyttede til køb af billet i bussen til pensionistpris, f.eks 12 kroner for 2 zoner. Men det er ikke længere en mulighed.

14. januar lukkede Nordjyllands Trafikselskab for brug af kontanter i busserne, for at minimere risikoen for smitte med covid-19 blandt passagerer og chauffører, ligesom det skete i en periode i foråret 2020.

Det kan blive en ubehagelig overraskelse for nogle af de ældre, som de sidste mange måneder har holdt sig hjemme, men snart skal på farten igen for at blive vaccineret mod covid-19.

Den næste måned vil de første fra aldersgrupperne 80-84 år og 75-79 år skulle afsted til vaccinationscentrene, og skal det foregå med bus, skal de være opmærksomme på, at de forinden har anskaffet gyldig rejsehjemmel.

App eller web

Alle rejsende skal enten have et rejsekort eller have købt en billet fra NT's billetapp eller i webshoppen når de stiger på bussen. Den sidste form for billet kræver, at man enten kan fremvise billetten på sin smartphone, eller at man har printet den hjemmefra, og medbringer papirbilletten.

Busrejsen kan dermed blive en udfordring for ældre uden NemID eller adgang til computer og printer.

- Vi har fået nogle henvendelser fra ældre, der har problemer med at de ikke kan betale kontant, og jeg kan kun opfordre til, at man anskaffer det rejsekort, som har erstattet de gamle pensionistkort og er en billig løsning for pensionister, siger Niels Tikjøb Olsen, formand for Ældre Sagen i Aalborg.

Lukket for it-hjælp

Efter hans opfattelse er langt de fleste ældre udstyret med både rejsekort og NemID, men ofte har de fået hjælp til de digitale udfordringer via diverse kurser på aktivitetscentre og biblioteker eller, for Aalborgs vedkommende, i Ældre Sagens flittigt besøgte it-cafe. Alle de muligheder er de afskåret fra under corona-epidemien,

- Under normale forhold hjælper vores it-café rigtig mange gennem de digitale forhindringer, for det er ikke helt ligetil at bestille et rejsekort, hvor man bl.a. skal validere med NemID, siger Niels Tikjøb OIsen.

Han opfordrer til, at man beder pårørende om at hjælpe med transport til vaccinationscentrene. Alternativt at familien hjælper ældre med at oprette NemID og købe billet eller rejsekort.

Borgere i Aalborg Kommune kan stadig få telefonisk hjælp på tjenesten BorgerDigital , telefon 2520-1426. De fleste kommuner har tilsvarende tilbud om it-hjælp, men altså kun telefonisk.

Ring til NT

Man er også velkommen til at ringe til NTs kundecenter, 9811-1111, lyder det fra Mette Henriksen, salgs- og kundechef i Nordjyllands Trafikselskab.

- Vi har stor forståelse for, at det for nogle rejsende kan være svært at betjene sig i det digitale univers, men vores personale sidder klar til at guide folk, der har problemer med at skaffe en billet eller rejsekort, så man skal bare ringe, siger Mette Henriksen, der opfordrer venner og pårørende til at hjælpe med køb af billet online, som skal kunne fremvises på smartphone eller print.

Hvis man ikke har benyttet sit rejsekort i længere tid, er det også en god idé at sikre sig, at der penge nok på kortet.

Det er ikke muligt at anskaffe et rejsekort hvis man ikke har NemID. I stedet kan pårørende evt. bestille et såkaldt flex-kort, som ikke er personligt, men kan deles og bruges af forskellige, dog med mindre rabatter end et personligt kort.

Må kun køre bussen

- Hvis man ikke kan benytte nogle af de løsninger, må vi henvise til at bestille en flex-tur, hvor rejsende efterfølgende får tilsendt en faktura, de skal betale. Hvis det er helt uoverskueligt må man kontakte sin kommune og få hjælp den vej, siger Mette Henriksen.

Coronaregler i bus og tog

Covid-10 betyder en række særlige regler og foranstaltninger i busser, tog og flextrafik:

Man gør ekstra rent og spritter af flere gange dagligt

Medtager kun passagerer, indtil busser og tog er 50% fyldt, så man kan risikere, at en bus kører forbi stoppestedet

Af- og påstigning skal ske ad midter- bagdørene.

Rejsende opfordres til ikke at sidde ved siden af hinanden eller med front overfor hinanden, medmindre man er fra samme husstand

Der kan ikke købes billetter i bussen eller tages imod betaling i bilerne i Flextrafikken

Busbillet købes i NT Billet app og på NTbillet.dk

Skal man krydse regionsgrænsen med bus, er det ikke muligt at købe billet i NT Billet app eller på NTbillet.dk til hele rejsen - rejsekort skal benyttes

Flextur og Flexhandicap bestilles og betales online i Flextrafik app eller på nt.flextrafik.dk

Jvf myndighedernes restriktioner skal alle benytte mundbind/visir i busser, tog og flextrafik og ved ophold på stationer og busterminaler

Børn under 12 år og voksne med særlige lidelser er fritaget fra kravet om mundbind

Det er indført særlige regler for refusion af pendlerkort og ungdomskort

Læs mere om dem og om de særlige coronarestriktioner i bus, tog og flextrafik på NTs hjemmeside

Hun påpeger, at det eneste en buschauffør må i øjeblikket er at køre bussen, alt andet vil være overtrædelse af corona-restriktionerne.

- Hvis vi skal medvirke til at nedbringe smitten, er vi nødt til at overholde afstandskravet på to meter og det indebærer, at man ikke kan betale med kontanter, siger Mette Henriksen.

Hun understreger, at NTs kontrollører i busserne ikke har primært fokus på at kontrollere billetter i øjeblikket, men mere på at sikre, at der er tryghed og afstand til chauffører og mellem de rejsende.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.