Nordjysk forskning løfter sløret for ulve-mystik
Hør hvordan ulve hyler - og se hvad ny forskning afslører
Opdateret kl. 16:54
NORDJYLLAND: Lyden af hylende ulve kan få de fleste af os til at gyse.
Ulve er fortsat omgivet af mystik, og kun de færreste af os har set en levende ulv. Derimod har mange sikkert set og hørt ulve i film - ofte af den uhyggelige slags.
Siden 2012 har der igen været ulve herhjemme. De er indvandret fra Tyskland, og nogle få af dem har også fundet vej til Nordjylland. Blandt andet en ung hanulv i Lille Vildmose.
Myndighederne forsøger at holde styr på, hvor mange ulve, der findes i Danmark, og hvor de opholder sig.
Det er ikke altid helt nemt, for ulve er sky, men nu har forskning fra Aalborg Universitet løftet lidt mere af sløret for ulvenes hemmeligheder.
Takket være ulvehyl.
Hør ulvehyl her (lyd optaget af AAU i Ree Park Safari):
Ulvehyl når langt
Forskningen viser, at det er muligt at identificere ulve på flere kilometers afstand alene ved hjælp af lyd. Og dermed kan det blive nemmere at holde øje med ulvene i Danmark.
Hanne Lyngholm Larsen, biolog og videnskabelig assistent hos Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet/AAU, har skrevet speciale om identifikation af ulve via deres hyl.
Optagelserne herhjemme har hun fået fra dyreparker i Danmark, blandt andet Ree Park Safari på Djursland.
Ny overvågningsmetode
Det ér lykkedes at individ-bestemme ulve alene ude fra deres lyde. Altså at fastslå præcis hvilken ulv, der høres på optagelsen af ulvehyl.
Og det er et supplement til hidtidige overvågningsmetoder:
- Ved meget af den ulveovervågning, vi har i dag, skal man meget tæt på ulvene for at identificere dem. Selv om overvågningskameraer er gode, skal man være kun få meter fra ulven for at se den. Med vores lydudstyr kan man under de bedste forhold optage ulvehyl på fire kilometers afstand, fortæller Hanne Lyngholm Larsen.
DNA-spor, vildtkameraer og fotos taget af private har været med til at identificere ulvene i Danmark, men i fremtiden vil lydanalyse af ulvehyl kunne medvirke til at overvåge og identificere ulve i Danmark.
Et internationalt forskningsprojekt, som Hanne Lyngholm Larsen har deltaget i, viser at det var muligt at identificere mellem 80 til 100 procent af de 16 ulve, man havde lydoptagelser af. I alt 170 optagelser af ulve blev analyseret.
Hvad ulvehylet fortæller
Ifølge Hanne Lyngholm Larsen kan man opdele ulvehyl i flere kategorier:
Hyl, hvor ulven vil advare andre artsfæller om dens tilstedeværelse for at opretholde sit territorium. På den måde kan ulve undgå fysiske farlige konflikter.
Hyl, der er intern kommunikation i ulveflokken, for eksempel når de skal jage.
Hyl for at tiltrække en mage.
- Der ér stadig sparsom viden om, hvad ulvene egentlig siger ved hjælp af deres lyde. Det bruges mest i deres flokke, eller for at advare om, at de er der. Ulvehyl ér et sprog sammen med knurren, siger Hanne Lyngholm Larsen.
Da ulve har knivskarp hørelse, kan de ved hjælp af hyl kommunikere på op til 10 kilometers afstand eller mere, oplyser hun.
Den tavse ulv
Det har endnu ikke været muligt for hende at få optagelser af hyl fra vilde nordjyske ulve, selv om lytteudstyr har været opsat i Lille Vildmose, hvor en enlig ulv befinder sig.
- Jeg tror ikke at ulven i Lille Vildmose siger super-meget. En af årsagerne kan være, at det er en ung hanulv. Hvis der er andre ulve i området, kan det være farligt at gøre opmærksom på sig selv, vurderer Hanne Lyngholm Larsen.
Enlige, vilde hanulve er sjældent gode venner, hvis de støder på hinanden.
- Under parringssæsonen kan det godt være, at hanulven i Lille Vildmose vil give mere lyd fra sig, håber hun.
Lyd, der måske kan tiltrække en hunulv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.