Nordjyske mener: Kaos i S er ikke godt for Aalborg

Mistilliden er allerede nu så udtalt, at det forekommer usandsynligt, at tilliden kan genskabes henover sommeren. Muligvis har vi endda ikke set det værste endnu

Lederskribent Anders Sønderup. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli

LEDER:Det er ikke bare dårlig stemning, men nærmere åben fløjkrig.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe i Aalborg er revet midt over og er nu i offentligt skænderi.

Kønt er det mildest talt ikke, og tillidsskabende er det heller ikke.

Nu kan de 12 socialdemokratiske byrådsmedlemmer end ikke blive enige om, hvorvidt de for en måneds tids siden aftalte, at de ikke offentligt skulle fortælle, hvilken borgmesterkandidat de måtte foretrække.

Overordnet handler striden om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved næste valg. Seks vil have Flemming Møller Mortensen som ny borgmester, fem foretrækker Lasse Frimand Jensen som afløser for Thomas Kastrup-Larsen.

At nogen foretrækker den ene frem for den anden er ikke en overraskelse, men overraskende er det derimod, at valgkampen så hurtigt er endt i åben strid.

Formentlig vil det kun være få af de omkring 1000 stemmeberettigede socialdemokrater, der kan se formålet med et slagsmål i byrådsgruppen.

Men striden handler givet også om andet og mere end byens ve og vel. Sandsynligt er det, at enkelte medlemmer også vil stemme ud fra, hvor de bedst ser mulighed for at få egne politiske drømme indfriet. Løfter om en rådmandspost eller støtte til folketingskandidatur kan være særdeles overbevisende argumenter.

Det vidner om, at det er en gruppe i betydelig ubalance. Godt nok siger begge sider, at stridsøksen vil blive begravet efter 6. juni - den dag, hvor afstemningsresultatet forelægger - men mere sandsynligt er det, at begravelsen bliver udskudt på ubestemt tid.

Mistilliden er allerede nu så udtalt, at det forekommer usandsynligt, at tilliden kan genskabes henover sommeren. Muligvis har vi endda ikke set det værste endnu.

- Efter min mening burde vi byrådsmedlemmer gå forrest og og knytte kaje, når vi laver en aftale. At nogen melder ud alligevel, er simpelthen mangel på respekt for fællesledelsen, siger 1. viceborgmester Helle Frederiksen til Nordjyske, og uanset om der så forelå en aftale eller ej, lyder det unægtelig som et samarbejdsproblem af de større.

I første omgang er det selvfølgelig partiets problem. Det er meget længe siden, at der har været så store sprækker i den socialdemokratiske enighed.

Vælgerne gider sjældent partier, der bruger kræfterne på at skændes internt. Vælgerne ved godt, at der sjældent vil være tid til politik midt i skænderi.

For vælgere af anden politisk observans kan det umiddelbart lyde løfterigt med udsigt til socialdemokratisk nedtur.

Problemet er bare, at der er længe til næste valg, og i de godt to år har Aalborg ikke brug for et borgmesterbærende parti, der bruger kræfterne på et dybest set overflødigt skænderi.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.