Nordjyske mener: Tak til Ukraine. I et år har de kæmpet i en krig, der også er vores
Uanset hvor lang tid det tager, uanset hvor mange kroner, det kommer til at koste os, må vi vedblive at støtte Ukraine, indtil Rusland trækker sig ud af hele Ukraine
Ukrainske soldater i kamp mod russiske styrker. Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
- Jeg har ikke brug for et lift. Jeg har brug for våben.
Sådan lød det fra Volodymyr Zelensky for et år - minus et par dage - siden.
Han ville ikke tage mod vestlige landes tilbud om evakuering, han ville blive og kæmpe.
Dengang var han ukendt præsident i et land, få danskere - eller andre vesteuropæere - havde hverken relation eller stort kendskab til.
Et år senere er alt anderledes. Verden kender flaget, landet og præsidenten. Var Ukraine dengang et fjernt land, er det i dag en anerkendt del af Europa.
For det er også vores krig.
Falder Ukraine, vil truslen mod vores land, vores demokrati og vores hverdag kun vokse. Stoppes Rusland ikke, vil de formentlig gøre det igen, og det er aldeles ikke grundløst, at nabolandene i den grad frygter Rusland.
Derfor må vi i dag både støtte og takke ukrainerne.
Takke for deres mod og vilje til at kæmpe for det, de har kært: Deres land.
24. februar kunne være endt som Ukraines 9. april. De kunne også have givet op uden kamp, og ladet sig diktere fra Moskva.
Men heldigvis tog de kampen op.
Med al ønskelig tydelighed har det seneste år vist, at Ukraine er en nation i egen ret. At langt, langt de fleste af de 44 millioner indbyggere ikke har noget ønske om at blive indlemmet i et nyt Storrusland.
Der findes ikke nogen del af Ukraine, hvor det med blot antydning af ret kan hævdes, at flertallet ønsker at blive russisk territorie.
Rusland er heller ikke på nogen særlig militær mission til forsvar for moderlandet, som ellers er den officielle forklaring fra Moskva. Rusland er derimod på mission for at genskabe et Storrusland.
Rusland har invaderet et naboland, der aldrig har været nogen trussel mod hverken grænseregioner eller regimet i Moskva.
At hævde andet vidner kun om mangel på indsigt i både historie og nutid.
At påstå, at beboerne på Krim-halvøen ønsker russisk herredømme, er intet andet end en sørgelig gentagelse af russisk propaganda.
Af temmelig uforklarlige årsager findes der også i Danmark et - heldigvis særdeles ganske overskueligt - mindretal, der har ladet sig overbevise af fake news fra Kreml. Et mindretal, der tror på løgnene om et dekadent og woke-besat Vesten, og gerne gentager Putins påstand om, at Ukraine er styret af nazister.
For - ja, nok har Ukraine betydelige udfordringer med korruption, og Azov-regimentet er en skamplet, men overordnet set er det detaljer.
Forbavsende er deres niveau af uvidenhed, men selvfølgelig har de ret til deres holdning. For det er en af de ting, der adskiller et demokrati fra Putins styre. Boede de i Moskva, var de røget bag tremmer for at have en anden mening.
Heldigvis er de i mindretal her til lands. Forhåbentlig forbliver de det også.
For Ukraine har brug for vores støtte.
At krigen i dag går ind i sit andet år, skyldes selvfølgelig ikke kun kampånd og ren vilje.
Den russiske hær har vist sig forbløffende ineffektiv. Generalerne har ikke den taktiske overhånd, arsenalet har vist sig delvist forældet og fodsoldaterne er - forståeligt nok - ikke kommet med den store moral.
For de har oplevet, at Putins løgne ikke holder til mødet med virkeligheden.
I krig behøver man våben, og havde Ukraine ikke fået så massiv hjælp fra Vesten, havde fronterne været et andet sted.
Europæisk sammenhold og vilje har været overbevisende - Tyskland vaklede lidt i starten, men har nu erkendt, at Putin ikke lader sig forandre af hverken venlig tale eller givtige gaslinjer. Det er et samlet vest, der står med Ukraine, og heldigvis tyder intet på, at opbakningen fra de vestlige politikere er svindende. Både præsident Bidens besøg i Kyiv og de ganske markante udmeldinger på sikkerhedskonferencen i München vidner om, at der på politisk niveau ikke er nogen vaklen.
Vesten er ubetinget på Ukraines side, og der skal vi blive.
Uanset hvor længe det tager, uanset hvor mange kroner, det kommer til at koste os, må vi vedblive at støtte Ukraine, indtil Rusland trækker sig ud af hele Ukraine.
For alternativet vil være meget, meget dyrere, og på alle tænkelige måder værre.
Lederskribent Anders Sønderup.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.