Eksperter har nyt om spækhugger i fjorden

Ung spækhugger har tidligere siddet fast på lavt vand i Nordjylland

Spækhuggeren svømmer nu rundt i havnebassinet i Grønlandshavnen i Aalborg.
Spækhuggeren svømmer nu rundt i havnebassinet i Grønlandshavnen i Aalborg. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 21:03

NORDJYLLAND: Den unge spækhugger, som søndag blev hjulpet fri ved Hals, er mindst én gang tidligere strandet på lavt vand i Nordjylland.

Det skete midt i november 2021 ud for Haslevgaarde Strand mellem Øster Hurup og Als.

Det fastslår museumsinspektør Charlotte Bie Thøstesen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

- Spækhuggereksperter fra Norge har hjulpet os med at fotoidentificere den. Lørdag havde Syddansk Universitet en drone oppe at flyve, hvor vi fik nogle gode billeder af de kendetegn - eller områder - på hvalen, man kan kende dem på, fortæller Charlotte Bie Thøstesen.

Hun deltog selv i søndagens redningsaktion og så en spækhugger, som trods strandingen lod til at være i god form.

Spækhuggeren svømmer nu rundt i havnebassinet i Grønlandshavnen i Aalborg. Aalborg 11. april 2022 Foto: Lars Pauli

- Vi havde en dyrlæge med fra Beredskabet for Havpattedyr, og ud fra det, han kunne se, så den ud til at være i fin stand, forklarer museumsinspektøren fra Esbjerg, fortæller Charlotte Bie Thøstesen.

Museumsinspektør Charlotte Bie Thøstesen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg deltog i redningsaktionen, der hjalp den strandede spækhugger fri. Foto: Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

Selv om det nu er anden gang, samme hval altså er "gået på grund" i Nordjylland, er den ikke blevet mærket, så man kan følge dens færden. Det kræver særlige tilladelser, og de var ikke på plads, da spækhuggeren søndag eftermiddag ved 17-tiden slap fri - blandt andet med hjælp fra højvandet og Falcks assistance.

Helt præcist hvor den uheldige spækhugger er nu, er uvist. Men kendt er det, at den mandag tiltrak stor opmærksomhed så langt inde i Limfjorden som ved Grønlandshavnen i Aalborg efter at have samlet kræfter i kølvandet på redningsaktionen og derefter var fulgt efter et skib ind i fjorden.

I redningsaktionen deltog også Annika Toth fra Nordsøen Oceanarium, og for hende var det opfyldelsen af en mangeårig drøm at komme helt tæt på en spækhugger.

- Det var helt vanvittigt. Det var som en drøm, selv om det selvfølgelig var synd, at det skulle ske på den måde, hvor den ikke havde det så godt, fortæller hun.

Annika Toth er til daglig akvarieassistent og dykker ved oceanariet, og hun er begejstret efter mødet med den unge hval, som anslåes til at være 10-15 år. Normalt bliver spækhugger-hanner iføkge Naturhistorisk Museum op til 30 år, mens hunner normalt kan blive 50 år gamle - og i sjældne tilfælde så gamle som 70-90 år.

At den unge spækhugger søgte ind i Limfjorden skyldes efter alt at dømme, at den var ude efter at få sulten stillet.

Og lige netop nu er Limfjorden fyldt med friske sild, og det er blot et af mange indslag på en spækhuggers menukort.

Det toptunede havrovdyr spiser sig normalt mæt i alt fra unger af blå- og gråhval, sæler, fisk, blæksprutter, pingviner og havfugle. 

Spækhuggere er normalt et meget socialt flokdyr, men det er uvist, om der i tilfældet med denne spækhugger er tale om en strejfer, der er kommet væk fra sin flok. 

Det hænder efterhånden ikke så sjældent, at der ses spækhuggerflokke ved Skagen, og som det altid er, når havets pattedyr kommer tæt på menneskene, så bliver de altid mødt med enorm interesse.

Sådan har det også været, hver gang delfiner har boltret sig i nordjyske farvande.

Hvad er det, der fascinerer os sådan ved dem?

- Det er et godt spørgsmål. Men for det første er der tale om pattedyr, som vi kan relatere os til. Derudover er det forholdsvis kloge dyr, så jeg tænker, at det er det, der fascinerer folk, siger Charlotte Bie Thøstesen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden