Nu er alle nordjyder over 16 år inviteret: 80.000 vaccinationstider kan bookes i juli - og der kommer flere
Vacciner fra Rumænien sætter turbo på vaccination af nordjyder - nu mangler man kun at invitere de 12-15-årige

Region Nordjylland modtager cirka 117.000 doser fra den rumænske sending - det sætter vaccinationerne op i gear. Arkivfoto
NORDJYLLAND:Nu kan det for alvor mærkes, at der er kommet flere covid-19-vacciner til landet.
- Alle nordjyder over 16 år har nu fået invitation til at blive vaccineret i deres e-boks, og der er tider til alle indenfor de kommende to-tre uger, fastslår chefkonsulent Anders Koudal Cinicola, Region Nordjylland.
Region Nordjylland har lagt 80.000 tider ud til booking på vacciner.dk hen over juli måned, så nordjyder kan bestille tid til vaccination på enten et af de faste centre eller de fleksible vaccinationssteder.
De første tider er blevet revet væk, så man kan ikke forvente, at det er muligt at booke en tid til i næste uge. Men der ligger i øjeblikket mange ledige tider til de følgende to uger, og der kommer hele tiden nye tider op, siger Anders K. Cinicola.
Rumænske vacciner
En uventet ekstra sending vacciner har for alvor har sat skub i vaccination af de sidste grupper. Datoerne i vaccinationsplanen rykkede to uger frem, da Danmark for godt en uge siden købte over en million doser Pfizer-vacciner af Rumænien. Landet oplever meget lav tilslutning i befolkningen til vaccination, og ville ikke kunne nå at benytte vaccinerne inden udløbsdatoen. Det kommer nu danskerne til gode.
Region Nordjylland modtager cirka 117.000 doser fra den rumænske sending. De fleste er allerede i hus, og den sidste leverance ankommer i dag eller i morgen.
Samtidig modtager man fortsat løbende vacciner fra Moderna, cirka 12.000 om ugen.
Følg vaccinens vej fra den ankommer, til den bliver skudt ind i nordjyderne:
Når alle over 16 år har haft mulighed for at booke en tid til vaccination, begynder man formentlig at invitere den sidste gruppe, de 27.052 nordjyder mellem 12 og 15 år.
Vaccination af børn
Sundhedsstyrelsen besluttede midt i juni at anbefale vaccination af teenagerne, men på det tidspunkt forventede man, at det først ville kunne sættes i værk til september. Styrelsen fastslog samtidig, at man i månederne indtil da ville følge internationale erfaringer og sikkerhedsdata fra vaccination af børn og unge, "med henblik på at opdatere vurderingen før udrulningen sættes i gang". Det er uvist om fremrykningen af vaccinationer ændrer på beslutningen om at vaccinere de største børn, når man ikke har haft så lang tid som først antaget til at vurdere, hvordan vaccinen virker på børn og unge.
Der er endnu ikke givet et endeligt startskud fra de centrale sundhedsmyndigheder til at invitere de 12-15-årige, men man forventer, at det vil ske indenfor de næste par uger, og gruppen optræder allerede i vaccinationskalenderen.
Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender er såvel de 30-34-årige som de 12-15-årige færdigvaccineret ved udgangen af august. Slutdatoen skal dog tages med et gran salt. Hvis man f.eks. booker en tid til første stik i uge 30, kan der efter retningslinjerne gå op til fem uger før man vaccineres 2. gang. Men hvis tingene fortsat udvikler sig positivt, vil man muligvis kunne booke en tid til 2. stik efter kun fire uger, og så holder planen.
Men det afhænger også af, hvor hurtige borgerne selv er til at booke en tid.
- Når man åbner op for de 12-15-årige forventer vi, at de forholdsvis hurtigt vil kunne komme til, da vi har vacciner klar til dem, siger Anders Cinicola.
Gravide og ammende kan fortsat ikke blive vaccineret, men hvis myndighederne ændrer på de retningslinjer, vil der også være vacciner til dem, da de er blevet inviteret og derfor indgår i beregningerne.
Undtagelsen af gravide og ammende i vaccinationsprogrammet har mødt kritik:
Den seneste tid er der i gennemsnit vaccineret 7.000 borgere om dagen i Region Nordjylland, og det tal skrues kraftigt op de kommende uger.
Nyt center i Aalborg
- Med de ekstra vacciner, vi har fået, vil vi den kommende tid nå op på at vaccinere 10.000 borgere om dagen, fortæller Anders K. Cinicola.
På mandag åbner et vaccinationscenter i Aalborg Kongres og Kultur Center som supplement til centret på Håndværkervej i Aalborg. Det sker som konsekvens af, at en meget stor del af de yngre nordjyder, der er inviteret de seneste uger, bor i Aalborg Kommune.
- Derfor er vi nødt til at udvide muligheden for at blive vaccineret i Aalborg, siger Cinicola.
Han glæder sig over, at man efter nogle hektiske måneder, nu kan ane målet.
- Vi står et godt sted nu og jeg har ro i maven. Vi har haft godt styr på det igennem hele forløbet, og har løst de udfordringer, der opstod. Men det er rart at vide, at vi nu er i mål med at invitere alle nordjyder over 16 år, siger Anders K. Cinicola.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.