Indbrud

Glædelig overraskelse: Her er der ikke anmeldt et eneste juleindbrud

I Mors og Thisted Kommuner har der været nul anmeldelser om indbrud i dagene fra og med 23. til og med 26. december 

Der har ikke været så mange indbrud som ventet i juledagene i 2022.
Der har ikke været så mange indbrud som ventet i juledagene i 2022. Arkfvfoto

Opdateret kl. 15:24

NORDJYLLAND: Nu er jeg jo født i Nordjylland, så jeg venter lige lidt endnu med at have hænderne over hovedet og juble.

Sådan lyder det fra politikommissær Ulf Munch Nielsen, chef for berigelsesafdelingen ved Nordjyllands Politi, ovenpå tal for indbrud i juledagene i Nordjylland.

Politikommissæren vil godt afvente til efter nytår, før han lader jublen over et lavt antal indbrud hen over helligdagene bryde løs. Han vil nemlig gerne lige have alle nordjyder hjem fra juleferien, så de endelige tal for indbrud kan gøres op.

Tallene viser - indtil nu - at der set i forhold til sidste år et sket en nærmest umærkelig stigning i antallet af indbrud i dagene fra og med 19. december til og med 26. december i i Nordjyllands Politikreds - nærmest umærkelig fordi tallet er steget med en enkelt anmeldelse om indbrud i de dage fra 22 indbrud i 2021 til 23 indbrud i 2022.

- Det er altid for mange indbrud. Men antallet er noget lavere, end vi plejer at have - i hvert fald, når man sammenligner med tiden før de to år med corona. Og det er noget mindre end forventet, fastslår Ulf Munch Sørensen.

- Sidste år var formodningen, at mange danskere på grund af restriktioner opholdt sig hjemme i juledagene og derfor gjorde det sværere for indbrudstyvene at finde steder, hvor de kunne bryde ind. Så der har lidt været en forventning om, at antallet af indbrud ville stige, når folk i år - uden restriktioner  - har kunnet besøge hinanden mere i juledagene. Men når tallet så - næsten - er det samme i år, så er det klart lavere end forventet, siger politikommissæren.

Han vil - som nordjyde - godt svinge sig op til  at kalde tallene for "ikke alarmerende". 

I Midt- og Vestjyllands Politikreds, der bl.a. dækker Mors og Thisted Kommuner, er indbrudstallene endnu mere tilfredsstillende set fra politiets - og borgernes - synspunkt.

Kredsens presseafdeling kan berette, at der i dagene fra 23. december om morgenen til og med 27. december om morgenen ikke er kommet en eneste anmeldelse om indbrud i Mors og Thisted Kommuner.

Samlet i hele politikredsen - der er Danmarks største rent arealmæssigt - er antallet af anmeldelser om indbrud faldet fra corona-året 2021 fra 59 anmeldelser i tidsrummet fra 19-26. december til bare 31 indbrud i 2022 i samme periode.

Tendensen er den samme som på landsplan: Her har politiet i år registreret 365 indbrud i private hjem fra 19. december til og med 2. juledag, oplyser Rigspolitiet til Ritzau.

Det er en del færre end forrige år, hvor der var 424 indbrud i den periode. Både i 2021 og 2020 var juletiden præget af corona, hvor mange holdt jul hjemme.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden