På trods af knækkede smittekurver og droppede restriktioner: Corona er ikke forbi endnu

I andre dele af verden kæmper man stadig - og på vores egne breddegrader er der stadig grupper af mennesker, som er særligt udsatte og sårbare overfor smitte - og som derfor stadig er bekymrede, skriver lederskribent

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Corona er ikke længere noget, der fylder i alle samtaler, i alle nyhedsudsendelser og på alle dagsordener. Smittekurven er knækket, og restriktionerne er væk. Opmærksomheden er dalende.

På trods af det så koster virusset stadig liv hver eneste dag. Ifølge Berlingske, som har kigget nærmere på Statens Serum Instituts seneste tendensrapport om covid-19, så anslås det, at omkring 1000 danskere siden årsskiftet er døde af corona. I alt har der været op mod 1600 coronarelaterede dødsfald siden årsskiftet - heraf en stor del blandt plejehjemsbeboere. I alt har der været over 5000 coronarelaterede dødsfald i Danmark.

Så det er et forholdsvist højt antal døde - set i forhold til de seneste to år med corona. Og det faktum er i hvert fald meget langt fra den opfattelse, som dominerede politik og retorik for to år siden. Her var hvert eneste corona-dødsfald en tragedie. Et dødsfald var et for meget. Det understregede statsminister Mette Frederiksen (S) ved flere af de utallige pressemøder, som vi blev så vant til i løbet af de to år, der er gået.

Det er positivt, at den holdning ikke længere er den dominerende. For selvom hvert enkelt dødsfald givetvis er en tragedie for den enkelte familie, så er spørgsmålet, hvor mange dødsfald der reelt kunne have været forhindret og i hvor lang tid - og hvilket offer det så ville have krævet samfundet. Og selvom opmærksomheden om corona efterhånden er lille, så er der stadig regninger, der skal betales.

Hvis vi løfter blikket fra vores eget land - og tager et kig på Kina, så står man her i en helt anden situation. Her står man overfor det værste udbrud af coronavirus i to år - og flere provinser kæmper især med udbrud af de meget smitsomme Delta og Omikron. Kina har haft en strategi om at have så tæt på nul smittede som muligt - og reagerer derfor meget hurtigt og voldsomt på selv de mindste smitteudbrud. Hele byer bliver lukket ned. Det står i skærende kontrast til herhjemme, hvor vi ikke engang længere prioriterer at teste andre end særligt sårbare, gravide og personer over 65 år. Tirsdag blev det meldt ud, at man nu vil blive mødt af en telefonsvarer, når man ringer til myndighedernes fælles coronahotline. I marts for to år modtog hotlinen 11.000 opkald på et døgn, og på det tidspunkt sad 570 personer sad klar døgnet rundt til at svare på spørgsmål.

Så selvom corona for de fleste af os føles som et overstået kapitel for nu, så er det værd at minde sig selv om, at pandemien ikke er forbi endnu. Også selvom vi ikke bliver mindet om det gennem restriktioner og andre begrænsninger i vores dagligdag. I andre dele af verden kæmper man stadig - og på vores egne breddegrader er der stadig grupper af mennesker, som er særligt udsatte og sårbare overfor smitte - og som derfor stadig er bekymrede for virusset.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.