Indlægget - skrevet af udviklingssygeplejerske Kate K. Jensen - vakte min interesse, da jeg en årrække selv har arbejdet som sygeplejerske. De fleste år var jeg beskæftiget på anæsthesiafdelingen, hvor det drejer sig om at give patienterne en god søvn, så operatøren trygt kan foretage sit operative indgreb. Har også en del år arbejdet i hjemmeplejen.

En dejlig tid, hvor vi var skolet i at tage ansvar og være til gavn og glæde for patienterne, hvor det var en selvfølge, at de skulle være i centrum.

Det palliative team eksisterede ikke dengang, men jeg kan garantere, at patienterne eller pårørende ikke af den grund manglede hverken omsorg eller smertestillende medicin ved behov.

KKJ skriver, så får man det indtryk, at patienterne er dårligere stillet uden det palliative team, der efter hendes mening både er bedre til at smertebehandle og tale med patienter i krise. 

En gang ævl uden hold i virkeligheden. Sygeplejersker er uddannede i medicin og administrering af samme, hvorfor de selvfølgelig også er kompetente til at administrere smertestillende medicin, som i øvrigt altid skal være lægeordineret. 

Den erfaring, jeg har fra min aktive arbejdsår er, at patienter med smerter altid fik tildelt smertestillende medicin, og drejede det sig om afslutningen af en alvorlig sygdom, gav man dem den ofte med kortere interval mellem de aftalte tider.

Dette indlæg har jeg skrevet, da jeg kan være nervøs for, at nogle patienter og pårørende vil føle sig utrygge og blive nervøse for, om de kan risikere ikke at blive smertebehandlet, eller få en kærlig omsorg, hvis det palliative system ikke er til stede.