Politiet advarer: Sort is - og vejene er uhyre glatte
Pas på, hvis du skal ud i morgentrafikken - mange veje er ekstremt glatte
Opdateret kl. 10:23
NORDJYLLAND: Selv om snevejret er overstået i denne omgang, er der stadig møghamrende glat mange steder i Nordjylland.
- Det er sindssygt glat derude, advarer vagtchef Ole Buus fra Nordjyllands Politi tidlig onsdag morgen.
Bilisterne skal blandt andet være opmærksomme på "sort is". Veje, hvor der ser pænt og ryddet ud, men hvor der faktisk er dækket med tynd is. De veje er ekstremt glatte.
- Sort is er ikke til at se, påpeger vagtchefen.
Han opfordrer bilisterne til at køre efter forholdene, sætte farten ned og holde afstand.
- Man skal mærke efter, inden man sætter sig ind i sin bil. Mærke hvordan vejføret er, siger Ole Buus.
Der har været flere småuheld i landsdelen på grund af det meget glatte føre, men ingen alvorlige uheld, kun noget med buler i biler.
Også Midt- og Vestjyllands Politi advarer om risiko for glatte veje i Thy og på Mors.
Med dagtemperaturer over frysepunktet smelter hvid nedbør samt sne og is på jorden. I værste fald strømmer smeltevandet stille hen over vejbanen og fjerner det salt, vejrmyndighederne omhyggeligt har spredt. Når temperaturen så i de mørke timer falder til under frysepunktet, så fryser smeltevandet til is.
Den type isdannelse er yderst vanskelig at se, fordi den er klar og gennemsigtig, så vejbanen kan ses igennem den. Fænomenet kaldes derfor også for sort is.
Resultatet i et sådan nulgradervejr bliver, at der ikke er glat på eventuelle tørre steder, mens der til gengæld er meget glat på steder med sort is. Som trafikant kan du ikke umiddelbart se, hvor der er vejgreb, og hvor der ikke er. Det ujævne glatføre stiller derfor ekstra store krav til vores opmærksomhed.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik er glatføre farligst, når det ikke er kombineret med sne på vejbanen. Ligger der først sne, er vi alle langt mere opmærksomme på, at friktionen ikke er, hvad den plejer at være.
DMI
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.