Derfor undgik lastbilchauffører bøderegn trods blokader
Politiet havde fået besked om at gå i dialog ved lastbil-blokader
Opdateret kl. 14:25
NORDJYLLAND: Mandagens aktioner, hvor lastbiler spærrede tilkørsler til motorveje i blandt andet Nordjylland, var klart i strid med færdselsloven.
Men politiet havde på landsplan fået besked på at gå i dialog med de aktionerende lastbilchauffører, og derfor blev der kun udskrevet ganske få bøder i Nordjylland.
- Ret beset kunne vi med det samme være kørt ud for at give bøder til lastbilchauffører, der blokerede motorvejstilkørslerne. Men vi valgte en anden tilgang, og det var også den overordnede nationale strategi, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi.
Vrede over ny afgift
Han understreger, at det er ulovligt at standse eller parkere på fra- og tilkørsler til motorveje.
Men det var netop hvad de aktionerende lastbilchauffører gjorde mandag i protest med en kommende kilometerafgift. Afgiften rammer benzin - og diesel-lastbiler fra 2025 og er så høj, at mange vognmænd må lukke, mener branchen selv.
Politiets dialog med de aktionerende chauffører gik blandt andet ud på at give dem påbud om at flytte lastbilerne. Det gjorde chaufførerne så, men ofte kun lidt - eller hen til en anden tilkørsel.
Bøde på 2500 kr.
I de tilfælde, hvor chauffører ikke rettede sig efter politiets anvisninger, fik de en bøde for at overtræde færdselsloven, en bøde på 2500 kr. Men mandag blev der i Nordjylland kun uddelt fire af den type bøder trods de mange blokeringer af motorvejstilkørsler.
Politiet kunne ikke være alle steder på en gang, men rykkede typisk ud efter anmeldelse fra borgere.
En enkelt chauffør fik en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
Kør-langsom-protest
Nogle af lastbilchaufførerne aktionerede også ved at køre langsomt på motorveje, måske med 50-60 km/t.
Men det er ikke umiddelbart i strid med færdselsloven, oplyser Henrik Skals.
- Det kommer an på, hvordan man kører. Men man må ikke køre meget langsommere. Så bliver det en overtrædelse af færdselsloven, hvis man bevidst kører for langsomt på motorvejen, siger han.
Ulovlig bilkørsel
Politiet vurderer, at der ikke var trafikfarlige situationer ved blokaderne mandag.
Dog var der enkelte episoder, hvor bilister for eksempel kørte ud i noget græs, forbi en blokerende lastbil og derefter ind på motorvejstilkørslen.
- Det må man ikke, men det er ikke noget, vi selv observerede eller har fået anmeldelser om, siger Henrik Skals.
Skruer ned for beredskab
Nordjyllands Politi havde øget beredskabet mandag - indkaldt ekstra mandskab og oprettet en særlig kommandostation - for at kunne håndtere lastbilblokaden
Da der var usikkerhed om, hvorvidt lastbil-protesterne ville fortsætte tirsdag, blev det øgede beredskab opretholdt. Tirsdag formiddag har politiet dog skruet ned for den ekstra indsats. Men man er klar til at øge det igen, hvis der på ny er optræk til nye blokader.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.