Politiet mander op inden stormen: Du skal også forberede dig

Nordjyllands Politi har ekstra mandskab på vagt, når stormen rammer

Arkivfoto: Bente Poder

Arkivfoto: Bente Poder

NORDJYLLAND:Varsler om stærk storm og vindstød af orkanstyrke, når stormen Malik rammer Nordjylland lørdag eftermiddag, har fået Nordjyllands Politi til at kalde ekstra mandskab ind.

- Vi følger situationen tæt herinde fra politigården i Aalborg, hvor også har ekstra personale på kommandostationen. Det kommer til at foregå i tæt samarbejde med Beredskabsstyrelsen og Nordjyllands Beredskab, fortæller vagtchef Torben Larsen.

Og mens man selv har taget sine forholdsregler, opfordrer vagtchefen borgere i hele Nordjylland til at følge samme eksempel.

- Stormen forventes at ramme kysten ved 14-15-tiden og vil formentlig vare hele lørdagen og natten til søndag. Så den bliver langvarig og den bliver kraftig. Derfor opfordrer vi til, at man bruger tiden inden til at få fjernet løse genstande og sikret trampoliner, møbler, byggematerialer og hvad man ellers måtte have liggende. Det er nu, at det vigtigt at få gjort noget, for jo mere vi kan forebygge, jo bedre, siger vagtchefen, der også har en opfordring til de nordjyske entreprenører om lige at tjekke op på nogle af deres projekter, selvom det er lørdag.

- I forbindelse med storme ser vi desværre tit stilladser, der vælter. Derfor vil det være en rigtig god idé, at de firmaer, der har stilladser stående i forbindelse med byggeri, lige kommer ud og sikrer, at de er godt nok fæstnede eller måske får dem ekstra afstivet. Så kan vi undgå at få de her situationer med store stilladser, der vælter ned over mange biler eller andet med store skader til følge.

Gode råd før og under stormen

Fastgør eller fjern løse genstande

Ryd op rundt om huset, fjern eventuelle løse tagsten fra taget og fastgør trampoliner og lignende

Lad op

Sørg for, at der er opladt batteri på computer og mobiltelefon, og hav lommelygte eller stearinlys klar, hvis strømmen skulle gå

Følg med

Tjek vejrudsigten og følg med i meldinger fra myndighederne via pressen, hjemmesider, apps og sociale medier

Pas på, hvis du skal ud

Vær opmærksom på tagsten, grene og andre løsrevne genstande, hvis du går udenfor. Hvis myndighederne fraråder unødig færdsel udendørs, så udsæt eller aflys dine aftaler så vidt muligt

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Selvom DMI's varsler for vindstød af orkanstyrke kun gælder Thy, Mors, Jammerbugt, Vesthimmerland, Hjørring og Frederikshavn, opfordrer Torben Larsen også borgere i resten af Nordjylland til at forberede sig på vildt blæsevejr.

- Folk i Aalborg og andre tæt bebyggede områder skal også tænke over, hvor de parkerer bilen. Kan man undgå at holde under store træer, hvor grene kan knække af og beskadige bilen, så gør det. Det er små ting, man kan gøre for at undgå smadrede forruder og buler i taget, konstaterer han.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi er der også kaldt ekstra mandskab på arbejde for at tage imod anmeldelser i forbindelse med stormen, oplyser vagtchef Anders Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.