Problem for ledelsen

Det handler om, hvad der kan ske, når man lader sig rive med af en vis form for krisestemning - og ikke mindst af sine egne ord.

Og lad det være sagt med det samme: Det kan umuligt være den form for hjælp i den allersidste del af valgkampen frem mod på tirsdag, repræsentanter for Socialdemokratiet ligefrem har haft til at stå øverst på ønskesedlen.

Ganske få minutter inde i sit pressemøde om den nyeste omgang corona-restriktioner kom Mette Frederiksen med en højst usædvanlig appel til de ansatte på landets hospitaler.

Appellen må have været forberedt ned i mindste detalje - selv om det ikke umiddelbart lød sådan:

”Derfor beder vi også om jeres tålmodighed, og vi beder ikke bare om jeres indsats, for det gør I fuldt ud allerede. Men også en ekstra indsats. Igen. For Danmark har igen brug for jer”.

Danmark har med andre ord igen brug for først og fremmest landets i forvejen hårdt prøvede sygeplejersker, der i den første og allermest overophedede coronakrise-tid sidste forår blev udråbt til intet mindre end ”frontpersonale”. Hvorefter samme sygeplejersker kastede sig ud i, hvad der skulle vise sig at blive en udsigtsløs konflikt i kampen for større anerkendelse, bedre arbejdsvilkår og ikke mindst mere i lønningsposen - en konflikt, der er blevet fulgt af små, spredte punktaktioner helt frem til i dag.

I langt det meste af tiden er konflikten blevet nærmest bastant ignoreret af regeringen helt frem til det øjeblik, da den valgte at gribe ind. Uden at efterlade sygeplejerskerne med andet end en stor gæld og en endnu større frustration.

Det frontpersonale, der i første omgang blev rost helt op til skyerne, har af indlysende grunde følt sig sparket hen i hjørnet - for så at blive bedt om at give den en ekstra indsats. Først og fremmest fordi politikerne naturligvis frygter en overophedning af sygehuskapaciteten som følge af opblussen i coronasmitte?

Det er ikke rimeligt at spille ansvaret for at få det hele til at hænge sammen videre til sygeplejerskerne, især ikke når de i forvejen er hårdt så hårdt pressede, at det kan være svært at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Det nærmer sig uanstændig mangel på indføling med andre mennesker.

Hvad der måtte være eller opstå af problemer på sygehusene med at få arbejdsdagen og behandlingen af patienterne til at hænge sammen kan aldrig blive et problem for personalet, herunder sygeplejerskerne - men må i sidste ende være et problem for ledelsen, der i et eller anden omfang må til lommerne for at skabe bedre vilkår for personalet.

I disse voldsomt opgearede valgkamp-uger har en del politikere kastet sig ud i et kapløb om at love flest mulige nye steder at blive efterset og behandlet - uanset om den slags kaldes sundhedshuse eller nærhospitaler - som om der findes nærmest endeløse mængder af personale. Hvad der bestemt ikke gør. Måske skal dét problem løses først, får man kaster sig over at skabe og bygge nyt.