Stormskader: Sådan er du stillet
Masser af gode råd til at sikre værdierne, før Malik rammer os

Stormen Egon i januar 2015 gik hårdt ud over sommerhusene i forreste række ved Nørlev Strand. Arkivfoto: Bente Poder
NORDJYLLAND:I mere end et døgn har meteorologernes stormvarsler forberedt os på, at stormen Malik ventes at ramme Nordjyllands som en knytnæve lørdag eftermiddag.
Både politi, Beredskabsstyrelsen og forsikringsselskaberne har givet gode råd om, hvordan vi bedst muligt sikrer vores værdier, før stormen med vindstød af orkanstyrke går i land på vestkysten efter et langt tilløb gennem Nordsøen for derefter at brede sig til hele landet de næste mange timer.
Men uanset hvor godt vi forbereder os, vil der være nogle steder, hvor stormens rasen efterlader sig skader, og så venter der mange et efterspil med forsikringsselskaberne. For der er nogen, der glemmer at få tøjret trampolinen, lukket vinduet på førstesalen - eller må konstatere, at man nok skulle have fået en fagperson til gøre hegnet solidt.
Uanset hvad der sker, skal der meget til, før et forsikringsselskab ikke dækker skaderne.
Det understreger Pia Holm Steffensen, underdirektør i Forsikring & Pension og daglig leder af Forsikringsoplysningen, der giver uvildig rådgivning om netop forsikringer.
- Som udgangspunkt er tankesættet bag, at de fleste naturligvis vil beskytte sig bedst muligt for at undgå, at deres hus eller værdier bliver ødelagt, siger hun til Nordjyske.
- Men det er omvendt også klart, at er der tale om grov uagtsomhed, så kan man risikere stå med noget af regningen selv, tilføjer hun.
Hvad kan være et eksempel på grov uagtsomhed?
- Hvis man for eksempel med vilje flytter trampolinen hen foran panoramavinduerne umiddelbart før, stormen raser, så er det jo nærmest forsætligt og dermed groft uagtsomt, siger Pia Holm Steffensen.
Helt generelt er erfaringerne dog, at danskerne gør deres bedste for at undgå, at de storme, som rammer os, ødelægger mere end allerhøjst nødvendigt,
- For det er ikke rart at sidde der i storm og blæst og ruderne er væk. Så skal man først have det afdækket, tale med sit forsikringsselskab og derefter entrere med håndværkere, der kan komme og udbedre skaderne. Det er en ufed situation, som de fleste helst vil forebygge. Men går det galt, er man ubetinget godt stillet ved at have en forsikring. De har din ryg, fastslår Pia Holm Steffensen.
Det er flere år siden, en storm af samme styrke som Malik har ramt Danmark. I slutningen af 2013 blev Danmark med få måneders mellemrum ramt af stormene Allan og Bodil.
Regningen for deres besøg kostede de danske forsikringsselskaber 4,2 milliarder kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.