Coronavirus

Rasmus Prehn som ny fødevareminister: Sådan vil han genoprette tilliden

Rasmus Prehn (S) blev torsdag udpeget som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Mandag fortalte han til Radio NORDJYSKE, hvilket oprydningsarbejde han står overfor

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) udnævnte to nordjyder til ministre, efter at Mogens Jensen (S) gik af som fødevareminister.

Det betød, at Flemming Møller Mortensen (S) er blevet minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde, mens Rasmus Prehn (S) blev udpeget som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Mandag morgen var Rasmus Prehn (S) i Radio NORDJYSKE, hvor han fortalte om de nye opgaver, han står overfor:

Hvad er det for et oprydningsarbejde, du skal i gang med?

- Det bliver en meget stor opgave. Det er vigtigt at få lavet en ny organisering og få lavet procedurer, der gør, at de fejl, der er sket i forbindelse med kommunikationen af delen om aflivningen af mink, ikke kommer til at kunne ske igen. Vi er ved at kigge på, hvad der er for nogle sikkerhedsprocedurer, vi kan sætte op, siger fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Hvilke sikkerhedsprocedurer skal I have lavet?

- Noget af det, der er tydeligt, er, at man i noget af det forberedende arbejde har haft blik for nogle af de udfordringer, der har været. Men man har måske ikke fået tænkt ind, hvordan vi sikrer, at vi også udadtil i vores kommunikation får det nævnt. Vi kan lave nogle modeller, hvor man laver check-points, der sikrer, at man ikke for eksempel laver et talepapir til en minister, uden at der er nogle helt basale felter, der skal udfyldes - om for eksempel det juridiske grundlag, finansieringen, den parlamentariske situation og så videre.

Redegørelserne viser også, at den interne kommunikation mellem ministerierne heller ikke har været helt optimal. Hvordan vil du sikre det fremover?

- De samme procedurer skal være gældende mellem to ministerier. Det arbejde er allerede sat i gang. Vi skal have en stærkere organisation, som er endnu mere opmærksomme på at få tjekket efter, før vi kommunikerer ud, så der ikke opstår tvivl. Hvordan kan denne information blive opfattet? Men når vi med mennesker at gøre, så kommer der til at ske fejl. Men vi må prøve at minimere antallet af fejl og lave et system, der bliver bedre til at opdage fejlene.

Hvordan vil du sørge for at genoprette minkavlernes tillid til fødevareministeriet og regeringen generelt?

- I forhold til minkavlerne er der et udestående med at få lavet en kompensationsordning. Nogle mennesker har på voldsom og brutal vis mistet deres ejendom i form af de her mink. Det er store indtægter, de står til at gå glip af. Derfor skal kompensationsordningen på plads så hurtigt som muligt. Der skal sikres tryghed og vished omkring den økonomiske situation, siger Rasmus Prehn (S) og fortsætter:

- Derudover er det afgørende, at man oplever, at jeg som minister er til stede, at jeg er lyttende, og at jeg tager dialogen. Nogle af dem, der har demonstreret i weekenden har sagt, at de ikke føler, at der bliver lyttet til dem. Det bliver min opgave at være meget mere til stede helt ude i forreste linje. Det er afgørende for at få genskab tilliden til og respekten for ministeriet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.