Faktisk har ikke færre end hver tredje af de vælgere, der i sin tid stemte på Socialdemokratiet, Venstre eller Moderaterne, valgt at forlade projektet.

Det viser en måling fra analyseinstituttet Epinion, foretaget for DR.

Hårdest er det gået ud over Socialdemokratiet, som for tiden er nede på at have en tilslutning, der svarer til 33 mandater - mod 50 ved valget for et års tid siden.

Det kan ikke undre.

I sin tid blev regeringen bragt til verden på en grum fortælling om en meget alvorlig, nærmest afgrundsdyb krise, som siden er blevet annulleret (og hånet og gjort til grin) ved fundet af milliarder og endnu flere milliarder af kroner i det såkaldte økonomiske råderum.

Det har helt sikkert kostet vælgere, at man med et snuptag annullerede store bededag som helligdag (og fridag) - mest fordi man kunne. Og fordi en ny regering gerne ville signalere handlekraft og fælles fodslag.

Det har helt sikkert også kostet vælgere, at politikere på landsplan igen og igen udråber Danmark til at have verdens bedste velfærd - samtidig med, at kommuner landet over fortæller en noget anden historie.

Danmark er rigt - men måske er det i virkeligheden staten, der er rig, altså statsapparatet, administrationen, kommandobroen, mens alle andre må kæmpe om smulerne fra et velfærdssamfund.

I det daglige bliver store dele af borgernes penge beslaglagt i et kreativt mylder af skatter, moms og afgifter ud fra en idé om, at de bliver omfordelt. Men hvor forsvinder pengene egentlig hen, når den borgernære velfærd så tydeligt bliver rundbarberet?

En af mange forklaringer på SVM-regeringens svindende popularitet kan også være politikeres højst uheldige omgang med borgerne og skatteyderne. Et sted mellem sur pligt og lidt hundsen rundt med os.

I mange tilfælde bliver vi først og fremmest opfattet som nogen, der er til besvær, når der bliver stillet kritiske spørgsmål. Eller også får vi - et utal af gange - at vide, at vi endelig ikke må blive for dovne og få alt for mange ideer om at gå ned i arbejdstid.

For politikerne handler det om, at vi skal knokle - til gengæld bekymrer de sig ikke meget om, at lysten til deltid i nogle tilfælde kan skyldes aldeles horrible arbejdsforhold under elendig ledelse.

Måske trækker også FE-fadæsen ned på helhedsindtrykket. At regeringen kører det helt store skyts frem over for tidligere FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i sager for landsforræderi med udsigt til fængsel i op til 12 år - for derefter helt at opgive, fordi Højesteret har afgjort, at sagerne kun kan føres for delvist åbne døre. Nej tak, så var der ikke noget alligevel! 

Reaktionen blandt poltikere er ikke en åben og ærlig vilje til at ville lægge alt i sagerne frem, men snarere at undersøge forløbet i mindelighed - helst på regeringens egne præmisser og uden at involvere for mange uden for kredsen. Og med den dovne påstand om "konspirationsteorier" hæftet på enhver form for kritik af forløbet. Så har man heller ikke taget stilling til kritik - men udelukket stemplet kritikere.

Et af de absolut tyndeste argumenter for at bane vejen for stadig mere overvågning af borgere plejer at lyde: Hvis du ikke har noget at skjule, så har du heller ikke noget at frygte. 

Samme argument kunne man jo bruge over for politierne i FE-skandalen: Læg nu bare det hele frem - også det, der eventuelt måtte gøre ondt på nogen.

Tværtimod lyder justitsminister Peter Hummelgaards (S) reaktion til overflod ikke på større åbenhed, men mere lukkethed. At flere retssager skal kunne føres for lukkede døre. Det lyder jo ikke ligefrem som opskriften på et åbent demokrati.