Restaurantbesøg skal ikke føre til ondt i maven: Kontrol er nødvendig
Gang på gang kan NORDJYSKE beskrive spisesteder, hvor hygiejne og håndtering af råvarer og mad er kritisabel
Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:48
”Tillid er godt, men kontrol er bedre.”
Udsagnet tillægges Vladimir Lenin, frontfiguren i den russiske revolution og skabelsen af Sovjetunionen. Og det siges ofte med en snert af distance og en rynken på næsen, da kontrolsamfundet - ikke mindst i den superbureaukratiske og helt umenneskelige udgave, det blev udmøntet i under Sovjet-regimet - for mange rimer på statslig regulering og indblanding i den private sfære, så friheden til at leve livet, som man nu engang selv finder det rigtigst, kommer under pres og begrænses.
Naturligvis skal der være grænser for statens snusen rundt. Men på én front er det nu rart og betryggende, at statens repræsentanter er på plads med lup og fører resultatet til protokols: nemlig i restaurationsbranchen.
Jævnligt lader vi på NORDJYSKE det nysgerrige blik løbe igennem Fødevarestyrelsens kontrolrapporter fra besøgene hos de lokale spisesteder.
Og desværre: Alt for ofte lader det sig uden problemer gøre at finde eksempler, hvor opbevaringen og håndteringen af fødevarerne ikke lever op til gode hygiejnestandarder, hvor råvarerne er løbet på dato, hvor rengøringen på ingen måde kommer rundt i krogene i køkkenet og de brugte maskiner. Hvor det ganske enkelt er sundhedsskadeligt at sætte tænderne i det måltid, der nu engang havner på kundens bord.
Senest var det den kinesiske restaurant Bai Sheng i Frederikshavn, vi kunne omtale. Efter at fem personer i 2018 blev syge, da de havde spist på restauranten, besøgte Fødevarestyrelsen stedet. Der blev fundet en ismaskine, der ikke havde været rengjort længe, beholdere til fødevarer var fyldt med bakterier, og afkølingen af maden skete ikke korrekt.
Siden er det blevet til flere kontroller med lignende resultater - plamager af skimmelsvamp, indtørrede kødrester i pålægsmaskinen, dårlig rengøring og mulighed for indtrængen af skadedyr blot for at nævne nogle - med sure smileyer og bøder til følge. En ny restaurantchef er nu kommet til og lover, at der er ryddet op, gjort rent og kommet styr på håndteringen af rå- og madvarer.
Med den slags tilfælde i det nordjyske restaurationslandskab er det trygt og godt, at Fødevarestyrelsen indimellem også er gæster med kontrol på spisekortet. At gå ud at spise eller bringe hjem som takeaway er nemlig en tillidssag: For det første forventer man, at maden lever op til det lovede til den givne pris. For det andet skal man som spisende kunde også kunne stole på, at alt det, der sker bag den lukkede dør til køkkenet, foregår efter gældende hygiejneregler, så risikoen for at komme hjem med en maveinfektion af mere eller mindre voldsom karakter er minimal.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.