Restauratører bløder ovenpå nedlagt helligdag: - Vi har mistet en kvart million på et døgn
Store bededag er for mange restauranter lig med konfirmationer, der sikrer store indtægter. Dem går de nu glip af
Opdateret 02. marts 2023 kl. 11:04
NORDJYLLAND: De vidste godt, at det kom til at koste, men det er alligevel noget andet, når afbuddene tikker ind.
I aftes fik Restaurant Svalegaarden i Aalborg fem anmodninger om at flytte konfirmationsfester, der var planlagt til afholdelse st. bededag.
Restauranten, der ofte er booket på særlige datoer langt ud i fremtiden, kan ikke tilbyde alternativer i weekenderne omkring, da de der allerede er booket af andre selskaber. Med en gennemsnitlig pris på 50.000 kr. for en konfirmation, ser de på bare et døgn frem til et tab på en kvart million kr. i omsætning.
- Der er meget ærgerligt, ikke mindst fordi, at vi ved, at der kommer endnu flere ønsker om omplacering af datoer, vi ikke kan efterkomme. Konfirmationerne er lagt i få uger i foråret fra slut april til slut maj - efter dem venter bryllupssæsonen, og vores weekender er allerede godt proppede, siger Malthe Holm, administrativ medarbejder på Restaurant Svalegaarden, der er ærgerlig over regeringens valg.
- Det er nok den dårligste helligdag for erhvervsdrivende, de kan afskaffe.
Også på Essens Gaarden mellem Frederikshavn og Sæby ærgrer restauratør Tonny Kristensen sig. Her er der kun plads til ét selskab af gangen, men et fald på 50.000 kr. årligt kan også mærkes.
- Hotel- og restaurationsbranchen er tydeligvis ikke tænkt ind i afskaffelsen - store bededag var en af de helt gode dage for os, siger han.
Flyt konfirmationer til søndage
På Rold Storkro, der har flere selskabslokaler, er aflyste konfirmationer ikke det, der vælter økonomien, men direktør Jørgen Pedersen håber, at kirken kan være med til at finde en løsning.
- Søndage er forholdsvis stille dage selskabsmæssigt hos os og andre, så hvis folkekirken kan lægge flere konfirmationer ind på søndage, er der en løsning, siger han.
På Restaurant Svalegaarden håber Malthe Holm, at folk vil overveje at holde fast i store bededag som festdag på sigt og tage fri til det på trods af afskaffelsen af dagen som officiel helligdag.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra restauranternes brancheorganisation Horesta.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.