Sådan vinder vi over den gale mand i Rusland

Vi kan kun tabe, hvis vi tillader yderfløjene at undergrave NATO og EU, der mere end nogen andre instanser i den nyere verdenshistorie har været garanter for fred, frihed og demokrati.

Vi ser anløb til denne undergravende virksomhed selv i disse dage, hvor en demokratisk nation i Europa er under angreb. Som når Enhedslisten udtrykker forståelse for Ruslands stormagtsdrømme og protesterer mod amerikanske soldater på dansk grund, og når Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige mistænkeliggør EU og kræver Danmark ud.

Men det store og brede flertal i Vesten er heldigvis enige om at stå sammen, politisk, moralsk og militært, når det gælder. Og det gør det nu.

Med Ruslands invasion og annektering af to østlige ukrainske regioner er maskerne faldet. Vladimir Putins teatralske og rablende tale mandag aften afslørede, at han er en irrationel diktator, som vi ikke på nogen måde kan føje.

Putin sagde, at Ukraine ikke er en historisk nation i sin egen ret, men en kommunistisk konstruktion, der har sin naturlige plads i et Storrusland. Han kaldte de besættelsesstyrker, der nu ruller ind i områderne, for ”fredsbevarende styrker”. Og han talte om at genetablere grænserne fra Sovjets tid.

Hans eufemismer, trusler og storhedsvanvid har sendt chokbølger gennem Baltikum og andre tidligere sovjetrepublikker, hvor kun de allerfærreste drømmer sig tilbage til kommunismens rædselsregime, og heldigvis har Vesten reageret prompte:

Tyskland har indstillet godkendelsen af Nord Stream 2, der skulle have transporteret russisk gas gennem bl.a. dansk farvand. En indlysende reaktion, der vil gøre økonomisk ondt på Rusland. Alle vestlige lande bør fra i dag gøre sig uafhængige af russisk energi.

Det Hvide Hus har meddelt, at USA anser Ruslands manøvre som en invasion, hvilket åbner for hårde sanktioner, som i skrivende stund dog ikke er kendte.

EU forberedte tirsdag sanktioner imod russiske banker og de 351 parlamentsmedlemmer, der stemte for anerkendelsen af Luhansk og Donetsk som udbryderrepublikker. Et godt første træk, men som statsminister Mette Frederiksen siger, er der behov for yderligere og hårdere sanktioner fra europæisk side.

Herhjemme må vi forholde os til en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Siden murens fald har vi indrettet forsvaret til en aktivistisk udenrigspolitik, hvilket betyder, at vi i dag kan skyde pirater ud for Afrika, men ikke beskytte egne grænser. Alle partier bærer et fælles ansvar for dette, så det er nyttesløst at pege fingre. I stedet må vi gå sammen og finde de nødvendige midler til at investere i en massiv genopbygning af et moderne nærforsvar.

Internationalt skal Danmark melde sig fuldtonet på banen med accept af amerikansk militær på dansk grund, en forøgelse af forsvarsbudgettet til mindst de to procent, som vi har lovet NATO, og en mere aktiv rolle i EU.

Ja, det er dyrt at være en del af en vestlig forsvarsalliance, og jo, det er bøvlet at skabe fælles fodslag i EU. Men skeptikerne og dem, der direkte modarbejder vores alliancer, får nu at se, hvad alternativet er. Bøllerne tager over. Friheden dør.

En sådan verden ønsker vi ikke, og derfor vinder vi.