For 2022 blev et år, der egentlig ikke kunne være gået meget bedre - kulminerende sen aften 1. november, hvor alle de, der havde forudsagt, at hun var færdig i politik, måtte konstatere, at de havde taget grueligt fejl. 

Inger Støjberg vendte tilbage til Christiansborg - 14 mandater, næststørste parti i Nordjylland og det var - uanset hvad man så måtte mene om hende - en præstation af historisk snit. 

Da hun sent om aftenen endelig dukkede op til fejring og partiets første fest på Borgen - med cowboytoast og fadøl til alle i det propfyldte rum  - lignede det om ikke hævn så i hvert fald en slags tak for sidst til de, der ikke troede på hende.  Men - siger hun i dag - hendes comeback handlede ikke om hævn eller bitterhed mod de, der smed hende på porten. 

- Der er kun en ting i verden, der er værre end bitre damer i fyrrerne. Det er, hvis de også er det i halvtresserne. Dem er der jo ingen, der kan holde ud at være sammen med. Jeg skulle ikke ind og være vred, bitter eller hævngerrig. Man skal ikke starte noget på hævn. Jeg valgte fra dag ét kun at koncentrere mig om dem, der var mine venner. Dem glemmer jeg aldrig.

Men kan du glemme dem, der smed dig ud og ikke bakkede op?

- Det er en betingelse for at kunne være på Christiansborg. Men jeg syntes også selv, at jeg skulle smides ud efter dommen, siger Inger Støjberg, der dog pænt sagt ikke lyder som en, der ligefrem er på julekort med Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.  Han har - siger hun - svigtet minkavlerne, svigtet blå blok og solgt ud af kerneværdier for at få en ministerbil. 

Men ellers lyder hun ikke sur. Overhovedet. 

For hun slutter 2022 på toppen, og et helt andet sted end hun var, da det begyndte. 

Godt nok bliver nytåret skudt ind samme sted - hjemme i parcelhuset i Hadsund, sammen med venner og naboer. Men det sidste års fest var en mere trist affære, og det skyldes ikke kun corona-restriktionerne. 

- Der var godt nok ikke så meget skud i mig, siger Støjberg på knapt et års afstand.

December 2021 var ikke Støjbergs fineste. I starten af måneden blev hun kendt skyldig i rigsretten - dømt for at have overtrådt ministeransvarsloven - og tre dage før jul blev hun stemt uværdigt til at sidde i Folketinget.

- Jeg vidste simpelthen ikke hvad der skulle ske. Fra første januar stod jeg helt uden indtægt. Jeg var godt nok langt fra festhumør. 

Pengene var ikke det største problem, men det manglende arbejde var. For uden arbejde kunne hun ikke afsone de 60 dages fængsel i fodlænke, men skulle bag tremmer.

-Overvejede du, at gå ned på kommunen og melde dig arbejdsløs?

- Nej. Ikke et sekund. Jeg har også en opsparing, så det var ikke fordi, jeg ikke kunne klare mig selv.

Lignede optur i nedtur

Nedturen - for det var det - holdt hun for sig selv og de nærmeste venner. For alle andre lignede hun en, der trods de alvorlige anklager, ikke var mærket synderligt. Hun smilede hver dag ind og ud af retten.

- Jeg er robust. Jeg havde sagt til mig selv, at man jo altså ikke dør af at blive stillet for en rigsret.  Men alt mit fokus var på retssagen - alt andet, inklusive samvær med familie og venner, blev sat på pause. Jeg var uhyggeligt godt forberedt. Havde tøj til alle dage, hængt frem og klar. Det var som at skulle til en slutrunde. De kan som bekendt også ende med et dårligt resultat.

Det gjorde det også. Støjberg blev dømt - og det kom bag på hende. Lige til dommen faldt troede hun på frifindelsen.  For - siger hun stadig - hun havde kun gjort det for at beskytte pigerne, og det vil hun gøre igen. At blive ved med at spørge Støjberg om den dom vil give samme resultat er som at spørge Mette Frederiksen om mink-sagen - man vil få samme svar igen og igen. 

Lige omkring dommen får du mange tilnærmelser fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Overvejede du, at melde dig ind hos dem?

- Nej.  

Ikke en dag i joggingtøj

Dommen kom som en brutal overraskelse, men også her var det vigtigt, at ligne en, der ikke var kommet ned med nakken:

- Dagen efter bestemte jeg mig for, at det vigtigste var at opretholde en form for hverdag. Jeg stod op hver dag samme tid. Tog helt almindeligt tøj på, tog make-up på. Der har været nul dage med joggingtøj og Netflix. Der skulle være en hverdag, selvom der ikke var en. Det var ikke sjovt. Men samtidig var der en enorm opbakning . Jeg fik sendt over 200 buketter blomster, flere hundrede æsker chokolade og vin.

Interviewet foregår i hundeskoven i Lundby Krat udenfor Aalborg.  Helt tilfældig er stedet ikke - det er et af den salgs steder, hvor der ikke er nogen, der råber eller på anden måde generer hende. Så Støjberg kommer her tit med den tre år gamle labrador, Ludvig, og da hun i maj fik fodlænken afmonteret var hundeskoven første stop. 

Følte du dig kriminel da du gik med fodlænken?

- Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg blev straffet. Reglerne er - som de også skal være - så strikse og stramme, at man slet ikke er i tvivl.

Så fodlænke er en straf?

- Det er det, og det skal det også være. Du har udgang på faste tidspunkter. Du må ikke engang gå ud i din egen have. Du må ikke indtage nogen former for alkohol og heller ikke blå birkes eller kodimagnyl. De kan komme og tage alkoholtest og urinprøve. Det er et fint system.

Engang var Ludvig politihund - nu er den nærmere skødehund og følges med ejeren overalt. Nærmest uanset hvor hun kører hen i sin Volvo stationcar er Ludvig med i bagagerummet. 

- Er Ludvig glad for at være tilbage på Christiansborg?

- Ja. Han lever sit eget liv der. Vi har en hel gang, og han går bare fra kontor til kontor. Der er flere, der har stillet hundekurve og vandskåle op, han ved præcist i hvilke skuffer, der er godbidder.

 Selv er Inger Støjberg tydeligvist også glad for at være tilbage. Måske var der ikke rigtigt noget alternativ for hende - godt nok fik hun hurtigt en karriere op at stå i mediebranchen, men det er politik, hun vil. 

Hvorfor trak du dig ikke?

- Det er lysten til at række samfundet i den retning, som jeg nu syntes, at det skal trækkes i. Jeg savnede det politiske. 

Så i løbet af foråret begynder hun at forme partiet.  Mange er ikke involveret - det er hendes projekt, hendes politik, og hun ved godt, at hun kommer til at være i centrum for det hele. Partiets mulighed for at komme over spærregrænsen er hende. 

Den endelige beslutning træffer hun sent om aftenen 1. juni - tidligere på aftenen har hun for første gang været tilbage på Christiansborg for at være gæst hos diverse medier i forbindelse med afstemningen om forsvarsforbeholdet.  

- Det skulle være testen. Hvis jeg kunne holde ud at være der, så skulle jeg starte et parti.

Derfra gik det stærkt. 23. juni blev Danmarksdemokraterne lanceret ved et pressemøde på Hvidsten Kro - uden en færdig politik, uden kandidater og aldeles uden parti-organisation. 

Men det var heller ikke nødvendigt - underskrifterne kom i hus på rekordtid og flere end 200 meddelte, at de gerne ville stille op for det nye parti. 

Støjberg brugte hele sommeren - minus fire feriedage - på at snakke med mulige kandidater, og fik sat et hold, hvor en del kommer med stor erfaring fra Dansk Folkeparti, andre uden politisk ballast. Partiet er også vokset - i dag er der flere end tyve ansatte i butikken. 

Valget var en sejr for Danmarksdemokraterne, men ikke for den blå blok. Støjbergs drøm om en borgerlig regering, hvor Danmarksdemokraterne kunne spille samme rolle som Dansk Folkeparti gjorde i de gode, gamle blå dage, foldede sig ikke ud. 

-  Man må sige, at det borgerlige Danmark er noget af et krater. Venstre har forladt os. Det er et kæmpesvigt fra Venstre. De har været leder af blå blok. Men det må vi se at få fyldt ud - vi kan sagtens samarbejde.  

- Kan  resterne af blå blok fremstå som et alternativ? 

- Ja. Det skal vi helt klart. Jeg kan sagtens se os, LA og Konservative som aksen i det. Så må vi få Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti med.  

- Regeringen er ikke afhængige af jeres stemmer. Hvordan vil I markere jer? 

- Vi kommer til at holde et vågent øje med balancen mellem land og by, og de skævheder, der åbenlyst er. I regeringsgrundlaget fylder det, der ikke handler om storbyer, to sider. Det bliver helt sikkert ikke en regering, der kommer til at have særlig meget fokus på den del. Derudover er der udlændinge-politikken og værdi-politikken. 

Især de to sidstnævnte er Støjbergs trumfkort. 

Det første fordi, udlændingepolitik sagtens kan vende tilbage som et af de store emner. Regeringen har lagt op til lempelser - de oplagt tåbelige udsendelser skal stoppes, men det kan man vanskeligt gøre uden også at lempe for de udsendelser, mange gerne ser gennemført. 

Det sidste er lige til for Støjberg. Forsvar for Pyrus og andre truede arter mestrer hun lige så godt som at advare mod alt for meget #metoo.  

Den fornemmelse for at kæmpe for det, mange gerne ser bevaret, matches nemlig ikke af mange i dansk politik.