Tillykke, Nordjylland: Milliarder til nye veje vil lette livet for mange
Med 3. Limfjordsforbindelse og andre vejprojekter er Nordjylland en af de store vindere i infrastrukturplanen. Vi kan nu skimte en løsning på trængslen i Aalborg og usikkerheden i Vendsyssel.

Foto: Lars Pauli
Ikke alle nordjyder vil være glade i dag, men ikke desto mindre er der grund til at ønske alle borgere i Nordjylland tillykke.
Et bredt politisk flertal har med en 160 milliarder kroner dyr infrastrukturplan blandet blod på, at der nu skal investeres i trafik i alle egne af landet, og Nordjylland kommer ud som en af aftalens absolutte vindere.
Ikke alene er der nu sat start- og slutdato på opførelsen af en højst tiltrængt tredje forbindelse over Limfjorden – skovlen sættes i jorden i 2025, og forbindelsen forventes færdig i 2032. Der følger tilmed ekstra millioner med til Plusbus. Et grønt projekt, der kun kan lade sig gøre, fordi den kommende motorvej vil frigive kapacitet på Limfjordsbroen.
Læg dertil, at der også er afsat penge til en udvidelse af Rute 26/34, som det lokale erhvervsliv i Thy og på Mors længe har sukket efter, og der vil ligeledes ske en udvidelse af Rute 40, så den bliver en 2+1-vej mellem Aalbæk og Skagen.
Det er virkelig gode nyheder for det nordjyske erhvervsliv og for alle borgere, der er afhængige af at skulle transportere sig rundt i vores landsdel. For dem bliver livet en smule lettere, når nye veje åbner og mindsker trængslen. Virksomheder i Vendsyssel får i højere grad sikkerhed for, at medarbejdere og varer kan komme frem, og det luftige fænomen, vi i mangel af et bedre ord kalder ’sammenhængskraften’, bliver stærkere.
Sagen er jo, at uden bedre forbindelser over Limfjorden, risikerer Vendsyssel langsomt at blive koblet fra resten af landet. Den risiko har langt størstedelen af Folketingets partier heldigvis erkendt og nu handlet på, og det fortjener de ros for. De har truffet en beslutning, der ikke kun er i regional, men national interesse.
Den endegyldige beslutning om at opføre en tredje Limfjordsforbindelse vest om Aalborg og via Egholm vil skuffe de tusindvis af borgere fra især den vestlige del af Aalborg, som har protesteret imod planerne. Det er forståeligt, for projektet vil gribe ind i natur og øge støjniveauet.
Men efter 50 års ophedet debat og en stribe, grundige undersøgelser må det konstateres, at modstandernes argumenter ikke var overbevisende nok til at rykke ved det brede politiske flertal i Folketinget og ej heller ved den fælles front fra samtlige nordjyske kommunalbestyrelser, regionen og et næsten enstemmigt erhvervsliv, der varmt og inderligt har bakket op om projektet.
Nu må Nordjylland stå sammen og følge de kommende anlægsarbejder konstruktivt og kritisk. Her vil vi på Nordjyske gøre vores og stille spørgsmål til og undersøge, om projekterne bliver udført så grønt, støjsvagt og fremtidssikret som muligt.
Men i dag ønsker vi hinanden tillykke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.