Topchef færdig
Topchef for byggeriet af supersygehuset Martin Kjær stopper efter opsigtsvækkende udtalelser i Nordjyske
Opdateret 28. august 2024 kl. 16:36
Den meget omtalte projektdirektør i Region Nordjylland Martin Kjær har opsagt sin stilling.
Det oplyser regionen i en kortfattet pressemeddelelse.
- Vi har sat pris på den store indsats, Martin Kjær hidtil har leveret med hensyn til at sikre fremdrift i byggeriet. Martin har imidlertid meddelt os, at han ønsker at søge nye udfordringer udenfor Region Nordjylland, siger konstitueret koncerndirektør Kim Mikkelsen.
Nordjyske har forsøgt at få et interview med Kim Mikkelsen, men regionen oplyser, at han ikke vil stille op til interview eller besvare spørgsmål torsdag.
Martin Kjær har ikke besvaret Nordjyskes henvendelser, men så sent som i sidste uge sagde han, at han ikke overvejede at sige op.
- Jeg er glad for mit arbejde nu, og jeg oplever massiv opbakning, sagde han.
Den pludselige opsigelse kommer få dage efter, Martin Kjær rystede Region Nordjylland med en række højst opsigtsvækkende udtalelser i Nordjyske i kølvandet på et påbud fra Arbejdstilsynet. Her anklagede medarbejdere projektdirektøren for blandt andet overfusninger.
I Nordjyske stod en tidligere kontorchef med ansvar for HR også frem og betegnede hans ledelse for "frygtbaseret".
- Jeg er aldrig nogensinde blevet skældt så meget ud før, sagde Mads Nibe om en specifik situation, hvor han følte sig overfuset af Martin Kjær.
I stedet for at lægge sig fladt ned, som regionens egne rådgivere anbefalede ham, gik Martin Kjær til modangreb, hvor både direktionen i Region Nordjylland - altså hans egne chefer - og medarbejdere stod for skud.
- Arbejdsmiljøet kan blive værre
Han frygtede et komplot, og han beskyldte HR-direktøren i Region Nordjylland for at afskære ham fra at svare Arbejdstilsynet, da påbuddet kom i høring anden gang.
Martin Kjær erkendte, at flere medarbejdere har grædt på arbejde, og fortalte, at han overvejede at flytte nogle af de medarbejdere, der har det værst, til andre afdelinger.
- Det handler om, at der sidder nogle medarbejdere, der ikke passer ind i en turnaround af danmarkshistoriens efterhånden største byggeskandale. Det er modbydeligt, det er megahårdt, det er forfærdeligt at være i, lød det.
Samtidig advarede han om, at når der dukker nye problemer op på byggepladsen, vil presset på de i forvejen hårdtprøvede medarbejdere stige.
- Det kan godt være, at arbejdsmiljøet bliver værre endnu, sagde han.
Nordjyske erfarer, at det især er dén sætning, der har vakt forargelse - både blandt medarbejdere, i direktionen og det politiske system. Direktionen forsøgte selv - i en intern besked som Nordjyske har set - at berolige medarbejdere med, at arbejdsmiljøet selvfølgelig ikke skal blive værre.
En nuværende medarbejder, som Nordjyske har talt med, og som har betinget sig anonymitet af frygt for repressalier, kalder Martin Kjærs udtalelser i Nordjyske for "fuldstændigt vanvittige".
En regionsrådspolitiker, der ligeledes ønsker at være anonym, sagde onsdag til Nordjyske, at "opbakningen er ved at være væk".
- Jeg hører ikke nogen, der tager ham i forsvar længere, lød det.
Martin Kjær blev hentet ind i april sidste år, efter Niels Uhrenfeldt stoppede i kølvandet på Nordjyskes afsløringer af ulovlige elinstallationer.
Region Nordjylland oplyser i pressemeddelelsen, at de arbejder "med at finde en løsning i forhold til den fortsatte ledelse af Byggeri og Ejendomme". Det er den afdeling, der står bag byggeriet af supersygehuset og som Martin Kjær har stået i spidsen for.
De har ikke ønsket at oplyse, hvorvidt Martin Kjær stopper med øjeblikkelig virkning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.