Han har desuden personligt fået overrakt den venezuelanske fredsprismodtager María Corina Machados Nobelmedalje, der blev givet i Oslo som anerkendelse for kamp for frihed og menneskerettigheder i Venezuela. 

Machado har været oppositionspolitiker i eksil og ville takke Trump for hans velgørende indsats mod regimet i Venezuela, og Trumps gestus har været at tage den siddende præsident Nicolás Maduro og hans kone til fange og indsætte den socialistiske vicepræsident som landets nye leder. Høflighed og taknemlighed er mange ting i den politiske superverden.

Trump har ført en statslig krig mod påståede narkoskibe i Den Mexicanske Golf og Det Caribiske Hav. Den Mexicanske Golf er på Trumps forlangende vist nok omdøbt til Den Amerikanske Golf. Om føje tid hedder den sikkert Den Trumpske Golf.

 I krig

Krigen mod narkobådene har været en statsligt beordret nedskydning og sænkning uden den mindste bevisførelse. Den amerikanske føderale stat er hævet over alle love og skaffer sig sin egen bestemte retfærdighed ligesom i Det Vilde Vesten. Supermagten USA agerer som en krigsherre med en præsident, der ønsker at få tildelt Nobels fredspris.

I øjeblikket foregår der en storstilet militær aktion mod Iran under det voldsomme navn “Operation Epic Fury”. For lidt over et halvt år siden gennemførte Israel og USA et bombetogt mod de iranske atomanlæg i 12 dage under navnet “Midnight Hammer”. 

Det iranske præstestyre er alle – undtagen fanatiske muslimer – enige om at anse for et rædselsfuldt, voldeligt, tyrannisk og autoritært formørket teokrati. USA og Israel har ikke ønsket at legitimere deres militære angreb i forhold til nogen international institution, for eksempel FN, eller i forhold til nogen alliance, for eksempel NATO, eller i forhold til nogen almengyldig retskonvention, for eksempel folkeretten. USA har heller ikke ønsket at legitimere aktionen politisk i forhold til Kongressen i Washington.

Uanset al sympati for den iranske befolkning, de iranske kvinder og især de unge, der har gjort oprør mod det infame præstestyre, er det et udtryk for rovdyrenes tid, at den israelske ministerpræsident Benjamin Netanyahu og den amerikanske præsident helt egenrådigt beslutter sig for at angribe Iran med det angivelige mål at destruere udviklingen af iranske atomvåben. 

Hvad målet med aktionen i øvrigt måtte være, er ikke meldt ud. Som altid sejler motiver og mål i en helt uklar retning hos Trump.

En ny guldalder

Motiver og formål er ikke omfattet af dagens klare lys, så meget mere som de to præsidenter (Netanyahu er dog ministerpræsident) med rimelighed kan mistænkes for motiver, der ligger hen i det dunkle og ikke tåler dagens lys. 

Ingen af de to kan påstås at være moralsk-politiske fyrtårne i en rådden verden. Det militære angreb har så mange spegede sider, at jeg føler mig på gyngende grund, når jeg forsøger at begribe rationalet i dette omfattende angreb. 

Jeg har ingen tillid til, at Trump har et køligt overblik over den omfattende situation, som krigens slagmark udvikler sig til. Han er helt enkelt ikke kendt for kølig og klog kalkulation, derimod for at være en impulsiv cirkusklovn. 

Han er ikke i stand til at beherske situationen, så den ikke løber ud af kontrol. Og han er tilsyneladende ligeglad med FN, NATO, Kongressen, international lov og verdensopinionen. Han er lige så selvrådig som Netanyahu, og kilder siger da også, at det er de to, der har udtænkt angrebet i Mar-a-Lago.

Det er et meget højt spil af de “to gale mænd”, der kynisk kalkulerer med verdensopinionens sympati, fordi de angriber det måske mest forhadte diktatur i denne verden. 

“Epic Fury” er samtidig en indrømmelse af, at det store angreb i “12-dageskrigen” i juni 2025 under navnet “Midnight Hammer” i virkeligheden har været en fiasko, selv om Trump hævdede med sædvanlig oppustet selvfølelse, at det var en dundrende succes. Sandheden er ikke Trumps foretrukne domæne; han holder sig hellere til “trumpeterende” ordgas.

Lad os slutte med hans støttespiller Lindsey Graham, den evige grinebider i Air Force Ones dør under Trumps kaskader af politiske spydigheder, og hans udtalelse: “Med Trump har republikanerne nået en ny guldalder efter Ronald Reagan.” Selvros skorter det ikke på. Gid en kritiker kunne finde noget at rose Trump for.