Udsigten til en kold og dyr vinter bør ikke få os til at glemme, hvilken skræmmende trussel Putin er

Rusland vil gå langt for at få skabt så meget utilfredshed om stigende el- og varmepriser, at det kan koste den politiske og folkelige opbakning til at hjælpe Ukraine militært

Lederskribent Anders Sønderup.   <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup.   Foto: Lars Pauli

LEDER:Toptrænede frømænd, der svømmer ud fra en ubåd, og placerer bomber på undersøiske gasledninger, lyder som en scene fra en James Bond-film optaget i den kolde krigs tid.

Men en sådan operation fandt muligvis sted i Østersøen tæt på Bornholm.  

I hvert fald er et større område ni kilometer fra den danske ø nu afspærret, efter at der mandag nat begyndte at strømme gas op fra havets bund. Eksplosioner - årsagen ukendt - lavede store huller i de to gasledninger, Nord Stream 1 og 2, der i normale tider transporterer gas fra Rusland til Tyskland. Nu er de lukkede, men meget gas er der stadig i rørene, og den fosser nu ud i enorme mængder. 

At det skulle være tre tilfældige uheld ,er der ingen, der tror på. Gasledninger går der kun yderst sjældent hul på, og at det skulle ske tre gange på kort tid i samme område er - ifølge Nord Stream AG, der ejer ledningen - uden fortilfælde.  

- Vi kender ikke detaljerne i, hvad der skete i dag, men vi ser tydeligt, at det var en sabotagehandling, lød det fra den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, da han tirsdag officielt åbnede en ny gasledning mellem Norge og Polen.

Det har den polske premierminister formentligt ret i.  

Han - og alle andre vestlige regeringsledere - har indtil videre ikke forholdt sig til, hvem der måtte stå bag. Svaret må vi vente på, for endnu er det for farligt at sende dykkere ned til gasledningerne.  

Men reelt er der kun to muligheder.

I Moskva hævder flere loyale Putin-støtter, at det er Vesten, der står bag.   

- Tidsmæssigt er sammenfaldet ideelt. Rusland mister indtægter fra eksporten af gas til Tyskland. Scholz og Tyskland er nu for altid overladt til forsyninger af LNG fra USA. Samtidig taber Moskva redskaber til at udøve energipolitisk pres på Tyskland, skrev Igor Korottjenk på internetmediet, Telegram. 

I Ukraine kalder præsidentens rådgiver, Mykhailo Podolyak, det derimod for et terrorangreb planlagt af russerne.

Uanset hvem, der har ret, så er det en alvorlig situation, Danmark er havnet i midten af. Den i forvejen kritiske energisituation er kun blevet mere usikker, og den uro, det skaber i Europa, er kun til Ruslands  fordel.

Putin vil gerne have destabiliseret Europa, og han vil gå langt for at få skabt så meget utilfredshed om stigende el- og varmepriser, at det kan koste den politiske og folkelige opbakning til at hjælpe Ukraine militært. Allerede inden vinteren sætter ind, er der en del, der mener, at sanktionerne skal droppes, og den russiske olie og gas igen skal købes af EU.

Men det er nu, vi skal stå fast. Vi skal ikke svigte Ukraine, og udsigten til en kold og dyr vinter bør ikke få os til at glemme hvilken skræmmende reel trussel, Vladimir Putin er.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.