Ulla Astmans arv er en ekstraregning på en halv milliard, og du betaler
Kære skatteborger i Nordjylland. Har du bemærket, at den potentielle merpris for det kommende supersygehus pludselig er mere end fordoblet?

Er der regninger, vi ikke kender til, må Mads Duedahl leve op til sit løfte og få dem lagt frem, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. Foto: Lars Pauli
Frem til regionsvalget i november blev nordjyderne fortalt, at budgettet for byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital kunne blive overskredet med cirka 200 millioner kroner.
Det var den historie, som nu tidligere regionsformand, socialdemokraten Ulla Astman, fortalte op til valget.
Som bekendt tabte hun posten, og hvis dette var et resultat af de nordjyske skatteborgeres skepsis over for hendes tal, fortjener de et klap på skulderen for deres evne til at gennemskue et bedrag.
For siden Ulla Astman forlod posten, er glemte regninger væltet ud af skrivebordsskufferne, og den potentielle merpris for supersygehuset er mere end fordoblet. Nu risikerer skatteborgerne i Nordjylland et eftersmæk på en halv milliard kroner, godt og vel endda.
Her er det nye regnestykke:
Byggeriet er oprindeligt budgetteret til 4,9 milliarder kroner. Indtil regionsvalget blev det vurderet, at forsinkelser ville koste 210 millioner kroner ud over det budgetterede.
Efterfølgende har Nordjyskes gravegruppe afsløret, at en voldgiftssag mod totalrådgiveren Indigo kan øge regningen med nye 200 millioner kroner. Under Ulla Astman ville regionen ikke bogføre denne risiko, men det har regionen nu valgt at gøre efter en klar og tydelig anbefaling fra byggeriets eksterne revisor.
Nordjyskes gravegruppe har også afsløret, at ulovlige el-installationer kan fordyre supersygehuset yderligere med mindst 30 millioner kroner. Dertil skal lægges seks millioner kroner, for hver måned en udskiftning af installationerne varer. Ifølge et skøn fra projektets største el-installatør vil en udskiftning vare mindst et år. Med andre ord en potentiel merudgift på 72 millioner kroner.
Summa summarum: ekstraregningen kan løbe op i over en halv milliard kroner.
Det hører med til historien, at regionen kunne have fået dispensation til el-installationerne. Men trods stribevis af påmindelser fra totalrådgiveren om at få sendt en ansøgning om dispensation til tiden, lykkedes det regionen at søge for sent og fik derfor afslag. Kort efter Nordjyskes afsløring af dette sjuskeri meddelte projektets øverste direktør, Niels Uhrenfeldt, at han går på pension til foråret.
Regionen har nu sendt en ny anmodning om dispensation, og får man den på efterbevilling, vil ekstraregningen for nordjyske skatteborgere blive lidt mindre. Umiddelbart lyder det jo tiltalende. Men det rejser også spørgsmålet om, hvor længe vi kan forvente, at el-installationer, der formelt ikke lever op til lovens standarder, får lov til at blive i sygehusets betonvægge, inden de alligevel skal skiftes ud.
Den nye regionsformand, Venstres Mads Duedahl, har i et interview med Nordjyske garanteret, at mulige skjulte regninger nu vil blive lagt frem i lyset.
- Der er jo rigtig mange ting, der ikke kan rettes op på. Skaden er sket, og der er en regning, der skal betales. Det vigtigste for mig bliver at finde ud af skadens omfang og få klarhed over, hvad der mangler. Og hvordan vi finansierer det. Svesken skal på disken hurtigt, sagde Mads Duedahl og placerede ansvaret for ekstraregningerne direkte hos Ulla Astman.
Det er en nytiltrådt formands ret at pege fingre ad sin forgænger. Men for hver dag, der går, bliver ansvaret mere og mere hans eget, og Mads Duedahl må bevise, at han vil leve op til løftet om at få ”svesken på disken”.
Ingen bliver glade, hvis endnu flere regninger dukker op, men hellere få revet plasteret af nu end senere. Det er både i hans og nordjydernes interesse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.