Ultrabilligt: Aalborg til Mallorca for kun 299 kr.
Kan du rejse før skolernes sommerferie, er der flybilletter til lavpris
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:13
NORDJYLLAND: Er dit rejsebudget minimalt, eller er du ivrig tilbudsjæger, så er det nu du skal holde ekstra øje med billige flybilletter til solrige feriesteder i Europa.
Et pristjek, NORDJYSKE Medier foretog fredag eftermiddag, viste, at man for eksempel kunne købe en flybillet fra Aalborg til Mallorca for kun 299 kr. hos Spies. Afrejse 25. juni og hjemrejse 2. juli. Prisen var pr. person og forudsatte, at man købte billetter til to personer.
Tilbud set fredag eftermiddag: Aalborg-Mallorca tur-retur for kun 299 kr. pr. person. Det tilbud blev dog hurtigt revet væk.
Supertilbud rives væk
Man skal dog slå til hurtigt, når man ser den slags tilbud, for de nævnte flybilletter var udsolgt efter kort tid fredag.
Også andre rejseselskaber har billige flybilletter lige nu. Tre andre eksempler fra pristjekket fredag eftermiddag:
Aalborg til Rhodos med afrejse 25. maj og hjemrejse 1. juni set til 698 kr. hos TUI.
Aalborg til Kreta med afrejse med afrejse 8. juni og hjemrejse 15. juni set til 799 kr. hos Spies.
Aalborg til Mallorca med afrejse 31. maj og hjemrejse 7. juni koster 998 kr. hos Bravo Tours.
De nævnte priseksempler er fundet ved at søge efter "afbudsrejser" direkte på de nævnte rejseselskabers websider.
Man kan også søge på rejsesøgemaskiner som for eksempel travelmarket.dk eller momondo.dk
Meget billige flybilletter sælges hurtigt, så du kan ikke være sikker på, at de nævnte priser stadig gælder. Til gengæld kan du være nogenlunde sikker på, at der i ugerne op til skolernes sommerferie vil komme endnu flere gode tilbud på flybilletter til solrige feriedestinationer.
Det gælder både, hvis du kun skal have flybilletter, eller vil have en tur inklusiv hotel.
Det fastslår direktør Ole Stouby fra travelmarket.dk:
Fly og hotel til under 1000 kr.
- I den kommende tid er der gode chancer for at gøre et røverkøb - både med flybilletter og afbudsrejser med hotel - fordi udbuddet er større end efterspørgslen.
Han forventer at priserne kan komme helt ned under 1000 kr. for en rejse med både flybillet og hotel i otte dage.
- Men når skolernes sommerferie starter, vil priserne være højere, siger Ole Stouby.
Dog med det forbehold, at strålende solskinsvejr herhjemme kan føre til meget lave priser på solskinsrejser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.