Et stykke værdifuld kulturhistorie skal lægges i graven.

Havde Vildmosens kartofler f.eks. været en fugl eller en løvfrø, ville samfundet have brugt millioner af kroner på at bevare dem.

Men de er jo blot et produkt af landbruget og derfor lette at lægge for had. Glemt er Vildmosekartoflens historie og værdi som fødekilde.

Da jeg sidste år skrev min bog om de seneste hundrede års eksperimenter i Store Vildmose, talte jeg blandt andet med seniorforsker Mogens H. Greve, Aarhus Universitet. Han bekræftede, at miljøberegningerne omkring kartoflen ikke omfatter regnskaber for alternativer.

Vi kender med andre ord ikke miljøpåvirkningen - CO2-udledningen - af den mad, der skal erstatte Vildmosekartoflen, selv om det er miljøhensyn, der er lagt til grund for ændringerne.

I det lys er det forståeligt, at også kartoffelavlerne føler sig ”smidt under bussen”, fordi politikerne endnu en gang har truffet beslutninger, hvor alle fakta ikke er indregnet.

Belært af historiens hungerkatastrofer har avlerne i Store Vildmose gjort en dyd af at sikre sunde kartofler - at forhindre den indavl, som for 200-300 år siden udløste så dårlig en høst, at op mod én million irere sultede ihjel.

Sundheden har været i højsædet, siden Spritfabrikkerne, inspireret af forsøg på Moseforsøgsstationen Fossevangen, i begyndelsen af 1900-tallet gjorde rodknoldene til en mosevenlig afgrøde.

På Spritten kendte man nemlig de problemer, dårlige kartofler kunne afstedkomme i produktionen af chips.

Derfor begyndte en produktion af sunde læggekartofler, som kunne fordeles til leverandørerne i både mosen og på Amager, hvor man dyrkede og solgte de eftertragtede rodknolde under varemærket Kongelundskartofler.

Udviklingen derfra er velkendt - i hvert fald blandt avlerne, der sikrer den sunde kartoffel ved hvert år i en løbende rotation at udskifte 10 pct. af grundmaterialet.