Hun karakteriserede ved Folketingets åbning systemet som "et vidunderligt velfærdssamfund."

Hun rammer i den grad ved siden af skiven. Statsministeren er på fejlspor.

Jeg ser hendes ordvalg som "ideologisk lyrik", beregnet på at signalere hendes optimisme i forbindelse med de igangværende trepartsforhandlinger.

Omvendt tror jeg ikke, at regeringen kan eller vil forhandle sig frem til ordninger, der er holdbare på lang sigt. 

Specielt Socialdemokraterne har næsten gjort alt for at knække solidariteten i vores velfærdssystem ved passivt at "se på" i stedet for at handle i tidligere højspændte overenskomst situationer.

Tilsvarende var det illustrativt, at "man" efter corona-tiden, som tak for indsatsen, gav store pengegaver til lægerne, men honningkager til sygeplejerskerne. 

Samme mønster ser vi ved de fortløbende lønforhandlinger.

Systemet med folkevalgte politikere i spidsen udbetaler med glade tandpastasmil toplønninger og eksorbitante lukrative aftaler om gyldne håndtryk til nogle grupper, hvorimod man stramtandet sætter sig til forhandlingsbordet med sygeplejerskerne og stiller hårde modkrav for at udbetale relativt små lønkroner. Er det solidarisk?

Når systemet stiller krav om fuldtidsarbejde m.m., kan det få alvorlige konsekvenser for mange familier, der allerede er hårdt presset i forvejen. 

Familierne skal naturligvis tænke fremadrettet og tage vare på børnenes situation. 

Når mange unge har adfærdsproblemer, kan det sammen med andre faktorer skyldes, at familierne er presset tidsmæssigt. Vurderer familierne, at de skal bruge mere tid i familien, skal staten ikke blande sig i det.

Regeringen bruger unødvendig hård retorik for i bedste fald at få systemet til at fungere nødtørftigt. Og jeg tror slet ikke, at det, der nu er i spil, vil kunne genskabe et velfungerende solidarisk velfærdssystem på sundhedsområdet.

Det kan sammen med lidt tilsvarende uløste problemer på børne-undervisningsområdet, som er decideret fremadrettet, medføre, at velfærdssystemet kollapser.

Velfærdssystemet er noget, mange danskere har været stolte af. 

Velfærdsproblematikken har været en vigtig værdi-størrelse i alle de nordiske lande, en størrelse, der har givet sammenhold og stabilitet.

Samfundsmæssige sammenbrud kan ske hurtigere, end de fleste regner med. Ofte, og det gælder også vores velfærdssystem, kan kriser indeholde selvforstærkende mekanismer, som pludselig eksploderer og bliver ustyrlige. Iøjnefaldende eksempler er der nok af.

Sovjetunionen kollapsede i løbet af ganske få år i 90'erne.

For nylig udkom der en bog, der forudser et politisk kollaps i USA. Uforsonlige politiske modsætninger kan lamme selv verdens rigeste samfund.

Et kollaps selv i vores "vidunderlige velfærdssamfund" kan blive virkelighed, hvis ikke vi tænker i sammenhold og solidaritet og tænker fremadrettet.