Derfor nytter det ikke at reducere diskussionen til, hvad det koster at rense vandet i Aalborg eller andre steder. Ja, rensning er dyrt. Ja, det rammer særligt Nordjylland, hvor undergrunden af kridt og kalk gør os mere sårbare over for nitrat. Men netop derfor burde vi være de første til at kræve handling – ikke de sidste til at acceptere den.

Billigere end rensning

I dag står kommunerne med regningen, når der udlægges sprøjteforbud i BNBO‑områder. Det er en skæv konstruktion. Kommunerne har ingen indflydelse på, hvor meget der sprøjtes, eller hvordan landbruget bruger jorden – men de skal betale erstatningen, når drikkevandet skal beskyttes. Det er hverken rimeligt eller bæredygtigt.

Hvis vi fortsætter sådan, ender vi med at betale milliarder for rensning, fordi vi ikke vil betale millioner for forebyggelse. Det er økonomisk uansvarligt.

En national plan for drikkevandsbeskyttelse er nødvendig. Ikke 98 kommunale strategier, ikke 2.000 vandværker, der hver især skal opfinde deres egen løsning. En samlet indsats, hvor staten tager ansvar for både finansiering og regulering, er den eneste vej frem.

Argumentet om, at “man får mere nitrat af et stykke spegepølse end af vandet”, er en afledningsmanøvre. Det svarer til at sige, at fordi luftforurening også findes i byerne, så kan vi lige så godt lade være med at regulere industrien. Drikkevand er noget, vi alle indtager hver eneste dag – og det skal være så rent som muligt. Punktum.

At Nordjylland har en sårbar undergrund, er ikke et argument for at slække på kravene. Det er et argument for at passe endnu bedre på vores grundvand. Hvis vi ved, at nitrat trænger hurtigere ned gennem jordlagene her end andre steder, så er det ikke rensning, der skal være førstevalg – det er forebyggelse.

Skal ikke lades i stikken

Det er rigtigt, at mange private vandværker ikke kan løfte store investeringer i rensning. Men løsningen er ikke at sænke ambitionerne for vandkvalitet. Løsningen er, at staten tager ansvar for at sikre både økonomi og struktur, så vi ikke ender med at centralisere alt vand i få store boringer, der presser undergrunden yderligere og forværrer problemet.

Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi netop det scenarie, som kritikerne frygter: færre boringer, hårdere pumpning, mere nitrat og flere stoffer i vandet. Det er en ond spiral, og den stopper ikke af sig selv.

Vi kan ikke overlade drikkevandet til tilfældigheder, lokale budgetter eller kommunale erstatningssager. 

Vi har brug for: En national finansieringsmodel for BNBO‑erstatninger, så kommunerne ikke står alene. En samlet strategi for forebyggelse, så vi reducerer behovet for rensning. En klar prioritering af sundhed, så økonomi ikke bliver argumentet for at acceptere nitrat i drikkevandet. En særlig indsats i områder med sårbar undergrund, som Nordjylland, hvor risikoen er størst.

Rent drikkevand er ikke en luksus. Det er en forudsætning for et sundt samfund. Og det er billigere at beskytte det nu, end at forsøge at redde det senere.