Nordjyske mener: En slamsuger på side 95 burde have fået borgmesteren til at løfte brynet

Engang imellem er det den helt rigtige løsning at få udefrakommende øjne til at kigge på problemer, der synes uløselige. Andre gange skal man lade være med at lade sig friste af ideen om, at man kan købe sig til en mere smertefri løsning

Mette Rask Bentzen, redaktionschef, Nordjyske.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mette Rask Bentzen, redaktionschef, Nordjyske.  Foto: Lars Pauli

LEDER:De fleste af os kender det: Vi står overfor en udfordring, som vi selv har ualmindeligt svært ved at knække, og vi søger derfor andres hjælp til opgaven. 

Det kan være kommunikationen i parforholdet, der trænger til et gennemsyn hos terapeuten. Eller virksomheden, der har brug for friske input til at opdage nye forretningsmuligheder. 

I Brønderslev har et flertal af byrådet med borgmester Mikael Klitgaard (V) i spidsen besluttet at bruge en halv million kroner på eksterne konsulenter, som har udarbejdet forslag til millionbesparelser forud for den kommende budgetproces. 

Ideen kan sådan set være god nok, for måske ser andre nogle smarte løsninger, som man ikke selv har fået øje på i de senere års intense kamp for at få de kommunale kroner til at række. 

Problemet er bare, at det tilkøbte sparekatalog byder på forslag, der er alt andet end smarte. 

Der er eksempelvis forslag om at sælge bygninger for at få penge i kassen. En oplagt løsning, hvis ikke det lige var fordi, kommunen allerede i flere år forgæves har forsøgt at sælge de selv samme bygninger. 

Og på side 95 i kataloget bliver det skitseret, at Brønderslev fra 2026 årligt kan spare 300.000 kroner på udlicitering af en slamsuger. Men den slamsuger og den tilhørende medarbejder er allerede fortid i kommunen, og dermed er forslaget lige præcis ingenting værd. 

Borgmester Klitgaard vil ikke gå længere ind i eksemplet med slamsugeren, fordi han ikke kender omstændighederne, lyder det. Han mener fortsat, at der er leveret et godt stykke arbejde fra den eksterne konsulent.

Arne M. Jensen, der er formand for Socialdemokraterne i Brønderslev Byråd, mener, at kommunens eget embedsværk kunne have gjort det lige så godt, og det er en pointe, der er værd at dvæle ved. 

For når konsulenterne disker op med forslag som ovenfor eksemplificeret, så virker det som en både billigere og bedre løsning at få kommunens egne forvaltningsfolk til at lave arbejdet - det er jo, blandt andet, derfor, vi har dem. 

Brønderslev Kommune står overfor at skulle spare et stort millionbeløb, og af den grund må man da netop forvente, at alle penge forsøges brugt optimalt, og at kommunen gør sig umage med at stille høje krav til de ydelser, der købes udefra. 

I det lys virker de ubrugelige forslag som spild af velfærdskroner. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk