NT drømmer om at lukke busterminal

To superstoppesteder skal afløse busterminal - foreløbig har lokale politikere dog sagt nej til forslaget

Claus T. Kræmmergård
Rutebilstationen skal lukkes, hvis det står til NT, der i stedet vil etablere superstoppesteder to steder på Vestergade. Arkivfoto: Michael Koch
Bustrafik 13. januar 2018 11:43 - Opdateret 13. januar 2018 12:50

BROVST: Nordjyllands Trafikselskab (NT) ønsker at lukke Brovst Busterminal - og til gengæld etablere to såkaldte "superstop" i byens hovedgade.

Men det vil kommunalpolitikerne ikke være med til - i hvert fald ikke lige nu.

- Vi har sådan set nok lyst til at lave superstoppestederne i byen - men vi har ikke lyst til at lave de trafikale problemer på hovedgaden i Brovst, som det nuværende forslag medfører, forklarer Jens Chr. Golding (S), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.

To stop

Ifølge forslaget skal der være et stop i hver kørselsretning.

Busser, der kører mod øst, skal stoppe ved Vestergade 9.

- For busserne mod Aalborg foreslår man at lave en buslomme, så busserne kan holde ind og være væk fra vejen. Og det er sådan set en gangbar løsning, siger Jens Chr. Golding og tilføjer:

- Men i den modsatte retning er der problemer.

Busserne mod Thisted skal holde ind ved Vestergade 30, og her bliver pladsen mere trang. Desuden anføres det også, at busserne kan få problemer om vinteren, da de skal køre op ad bakke fra stoppestedet.

- Busserne kommer ved stoppestedet til at holde lidt for tæt på vejen - og det er ikke et særligt godt sted. Og det at den desuden kan få svært ved at komme derfra om vinteren gør, at vi synes, at det ikke er en særlig god plads til busserne.

- Derfor har vi valgt lige nu at beholde det, vi har (busterminalen, red.). Og så må vi se på, om der er alternative muligheder ved at flytte stoppestederne andre steder hen. Vi bør afsøge de muligheder, der er i stedet for at vælge en halvdårlig løsning, siger Jens Chr. Golding.

Fordele ved ny løsning

Hele baggrunden for forslaget om at lukke Brovst Busterminal er, at NT kan se en fordel i at busserne slipper for at forlade hovedgaden Vestergade for at køre til busterminalen på Elmevej. Tidsmæssigt vil en omlægning spare passagererne et par minutter på ruterne 70 og 970X mellem Thisted og Aalborg.

Økonomisk er der også en gevinst, idet det årligt vil spare 520 timers buskørsel - svarende til en mindreudgift for Region Nordjylland på 200.000 kroner årligt.

Jammerbugt Kommune har fået vurderet, at det vil koste 1,18 millioner kroner at etablere de to stoppesteder.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...