Nu dufter det af succes
Pakkecenter Nord i Brønderslev kan se tilbage på de seneste to år med tilfredshed
BRØNDERSLEV: - Det er ikke raketforskning, men vi har fået en ide, som nu viser sig at være rigtig, rigtig god, siger 43-årige Brian Lentz, direktør, administrator og den ene af de to iværksættere, som i december 2012 søsatte virksomheden Pakkecenter Nord i Brønderslev.
Den anden initiativtager er 37-årige Claus Bagger, direktør og maskiningeniør. Han styrer dagens gang ude i de to lagerbygninger, hvor pakkerne nærmest flyver ud og ind af reolerne.
- Vi har lige fået endnu en ny stor kunde, som handler med kosmetik og parfumer, og det kommer i en periode med flere andre nye kunder og ekstra travlhed op til jul, så vi må alle seks tage en ekstra tørn, forklarer Brian Lentz, som lige har talt arbejdstimerne sammen for den forrige uge: 85 timer til hver af de to iværksættere.
Kunderne er webshops
Pakkecentret håndterer lager og distribution for andre virksomheder og kalder sig selv for specialist i at hjælpe webshops, som f.eks. den nye store kunde, Ezzence, der buldrer frem på det danske marked og nu med sine parfumepakker udsender en duft af succes på reolerne på Maltvej, hvor der også står børnelegetøj fra en anden webshop, frækt sexlegetøj fra en tredje og hardware til Bredbånd Nord.
- Lige nu giver den nye kunde nok mellem 2000 og 6000 pakker om måneden, men perspektivet er helt op til 15.000 pakker hver måned, fortæller Brian Lentz, der næsten ikke kan fatte, at pakkecentret er vokset så meget på bare to år.
- Det er gået i galoperende hast, men nu prøver vi også at drosle lidt ned, for vi skal også kunne følge med, siger Brian Lentz og vedkender sig rollen som virksomhedens speeder.
- Sådan er det, og Claus er nok håndbremsen. Vi er gode til at få ideer sammen og arbejder rigtig godt sammen, så vi får mest muligt ud af det, siger Brian Lentz.
De to mødte hinanden til et arrangement i Round Table, der fremmer medlemmernes udvikling gennem debat og netværk.
Fuldautomatisk begyndelse
- Pakkecenter Nord er søsat med baggrund i vores andet firma, Invent Nord, der siden 2009 har udviklet en fuldautomatisk lager- og pakkestyringsmaskine. Den kan håndtere et uhørt stort antal pakker i rekordfart, og det er en maskine, som vi sælger til både ind- og udland, siger Brian Lentz.
Prototypen er udviklet i samarbejde med virksomheden Coolshop, som bl.a. sælger computerspil. Til gengæld er Coolshop nu med som ejer på en mindre del.
- Mens vi har solgt disse pakkeanlæg til andre, fik vi den ide, at vi også lige så godt også kunne tilbyde lager og distribution, og der fik vi ideen til Pakkecenter Nord.
Pakkecentret voksede i sommeren en ud af en 300 kvm stor hal for at flytte ind i i en 500 kvm stor hal på Maltvej.
- Nu har vi også genlejet den første hal, så vi i alt har 800 kvm, men det er ikke nok, forklarer Brian Lentz og røber, at der allerede er indledende forhandlinger om nye og større lokaler, som kan rumme de kommende års ventede vækst og en automatiseret pakkemaskine.
- Vi er lidt forsigtige med investeringerne, for vi skal også kunne følge med, så vi ikke vokser for hurtigt. Men det er altså fedt at være med til det her, siger Brian Lentz.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.