Nul hængemuler til væddeløb i Asaa
Optimale forhold for både 73 deltagende heste og op mod 2500 tilskuere til årlig tradition
ASAA: Hestehalerne blev luftet i behageligt sommervejr og flere end 1000 tilskuere så på, da Asaa Borgerforening afviklede det årlige hestevæddeløb, som har eksisteret siden 1927.
Med ikke færre end 13 løb og i alt 110 starter af de 73 deltagende heste var det både en festlig og farverig eftermiddag, hvor tilskuerne også i høj grad benyttede sig af at spille i totalisatoren, hvor omsætningen oftest ligger på omkring 130.000 kroner.
- 2/3 af gevinsterne går til spillerne, mens Asaa Borgerforening får den sidste tredjedel, og i det hele taget håber vi på et samlet overskud på salg, totalisator og entré på omkring 100.000 kroner, som det var i 2013, siger væddeløbskoordinator Bent Jørgensen.
Sidste år regnede væddeløbsdagen væk i Asaa og man måtte aflyse efter 6. løb, men denne gang var forholdene optimale for både heste og mennesker.
Galopglad familie
For familien Nielsen fra Hjallerup er der to store højdepunkter på året, og det er galopløbene på banerne i Asaa og Pandrup.
- Vi er faldet pladask for galopløb og har seks heste med her i Asaa, fortæller Peter Nielsen, der ejer stald Langsigen Horses.
Han rider ikke selv men overlader pladsen højt til vejrs til sin 12-årige datter Sofie.
- Det handler meget om et projekt for far og datter, beretter Peter Nielsen, der har haft heste med de seneste tre-fire år ved væddeløbet i Asaa.
Sidste år kunne de for første gang sammen juble over en førsteplads til Sofie, som vandt på en pony i Pandrup, og i søndagens løb i Asaa viste hun igen sit store talent ved at ride Langholtgårdens Lulu til en klar vinder i et galopløb for ponyer.
Det fik de store smil frem hos hele familien, hvor mor og storesøster jublede med ved mållinjen.
- Jeg er glad og tilfreds, for det hele gik, som det skulle. Min start var lidt dårlig, men alligevel kunne jeg tage en sikker sejr, lød det fra Sofie, som senere søndag var ude i yderligere to løb.
Elsker fart og tempo
Den 12-årige skoleelev far Hjallerup elsker fart og tempo.
- Tophastigheden kan godt komme op på 55 km/t, men det passer mig fint, og jeg elsker at kunne træne derhjemme hver eneste dag. Og når bare jeg har tid til skolen, hestene og mine venner, er det godt, siger Sofie.
Familien Nielsens interesse for galopsporten kommer fra Sisse Jensen fra Dronninglund, som ved søndagens løb i Asaa red på Peter Nielsens syvårige hoppe Flicka.
- Den er løbets tungeste hest med sine 750 kilo, mens til sammenligning Sofies vinderhest, Langholtgårdens Lulu, vejer 250 kilo, fortæller Peter Nielsen.
Han har i øvrigt planer om snart at have en rigtig galophest med på væddeløbsbanen i Aalborg.
- Vi har købt en engelsk fuldblodshest, og det er vores drøm, at Sisse Jensen skal ride den forhåbentlig til et løb i Aalborg i august, men først skal den trænes endnu hårdere, siger en synligt stolt Peter Nielsen.
Inden for rækværket var der både vindere og tabere, og det samme var tilfældet i totalisatoren på den legendariske væddeløbsbane.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.