Ny bagerbutik i Sjørring i sort og hvidt
Af Ole Iversen.
Er man tidlig oppe, så kan man blive den første kunde i Sjørring Bageris nyindrettede butik. Klokken seks langes de første tilbuds rundstykker og basser over disken, efter den lange renovering af det gamle brødudsalg.
For parret Birgitte og Jeppe Yde er det som en drøm der går i opfyldelse. Ikke kun har de ønsket det i flere år. Parret nærmest tripper for at få lov at byde kunderne velkommen på søndag i helt nye omgivelser i sort og hvidt design.
- Vi har ejet bageriet i 15 år, og nu syntes vi at butikken trængte til en god omgang, lyder det fra de to. Vil man præsentere godt brød, og give vore trofaste kunder en god oplevelse, så skal det se lækkert ud, fortæller parret.
Netop trofaste kunder, slår bagerparret meget på.
- Vi bor i et rigtigt godt lokalsamfund, med folk der bakker op om deres bager. Derfor er den nye butik også til dem, som tak for at de kommer her.
Jeppe og Birgitte Yde, hun fylder i øvrigt 40 år på søndag, har besluttet at rykke alt ud af den gamle butik. Forny det indvendige fra gulv til loft. Nye farver, nyt inventar, ny opbygning og indretning af butikken, væk med kager i vinduet, køledisk, ny stor facaderude, og en opfriskning af facaden. Her er den gammeldags udhængsbaldakin blevet revet ned og erstattet af blank rustfri facadebeklædning og ny bogstaver.
Det er i øvrigt slet ikke nogen dårlig forretning at være bager i en lille by som Sjørring. Bagerlukninger og fagets problemer skyldes mere arbejdstiderne end økonomien. Men vil man arbejde og ikke har noget imod at stå tidligt op, så er det ganske udmærket at drive bageri.
På søndag skal Jeppe Yde og hans folk ekstra tidligt op. For bagerparret har besluttet at fejre åbningen af den renoverede bagerbutik med feberpriser på rundstykker og basser. Vi sælger håndværkere for en krone og spandauer for fire kroner.
Og fastelavnsboller til en 10’er. Fire for 40 kroner, griner Birgitte. Lidt humor gør dagen lidt sjovere.
Bageriet er så heldig at ligge lige ud til Hundborgvej, så mon ikke der bliver kø, når håndværkere og folk på arbejdere passerer den nye flotte butik i Sjørring på søndag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.