Ny bog om den kolde krigs hemmelige anlæg
Historien om Regan Vest har centralt kapitel i Naturstyrelsens nyudgivelse

Herfra skulle samfundet ledere styre samfundet videre i tilfælde af atomangreb. Foto: Kulturstyrelsen
REBILD:Et stykke ude i Rold Skov bag et almindeligt gult murstenshus gemmer sig en tung jerndør kamufleret af grene og blade. Indgangen fører 60 meter ind under en kalkbakke til Danmarks hemmeligste bunker, der blev bygget under Den Kolde Krig.
Det skjulte anlæg hedder Regan Vest, og det var herfra, landet skulle ledes, hvis en atomkrig havde gjort hovedstaden for usikker – eller helt udslettet den. De 5.500 kvadratmeter, hvor 350 personer kunne opholde sig i ugevis uden kontakt til omverdenen, er blot et af de mange anlæg, der blev opført, da frygten for Warszawapagtens atomvåben var størst og filmskurken altid var en russisk spion.
Anlæggene får hver sit kapitel i bogen ”Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland”, som Kulturstyrelsen netop har udgivet.
- Jeg er sikker på, at den vil inspirere mange til at besøge nogle af stederne og tale om de spændende fortællinger fra Den Kolde Krig, så vores efterkommere kan forstå, hvad der skete i periode efter Anden Verdenskrig og frem mod sammenbruddet af Østblokken, siger direktør for Kulturstyrelsen, Anne Mette Rahbæk.
Regan Vest, der er indstillet til fredning, står stadig komplet udstyret med lægekonsultation, en opholdsstue indrettet med ikoniske Verner Panton-møbler og tapetseret med skovmotiv, der mindede om verden ovenpå og soverummene, hvor statsministeren blandt andet måtte dele køjeseng med sin departementschef.
I bogen kan man ud over Danmarks dybeste hemmelig læse om de militære anlæg på Grønland og Færøerne, luftmeldetårnet ved Skamstrup og Natos olieforsyningsanlæg, der gik hele vejen op gennem Jyllands undergrund.
”Kold Krig 2013” er udgivet i samarbejde med Forsvarsministeriet, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Bygnings- og Establissementstjeneste, Østsjællands Museum, Øhavsmuseet, Statens Forsvarshistoriske Museum, Ejby-bunkeren Oplevelsescenter Vestvolden, Færøernes Landsarkiv og Grønlands Nationalmuseum.
Bogen kan købes for 199 kr. hos Kulturstyrelsen eller downloades gratis samme sted.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.