Nye politibiler med elektrisk kraftoverskud
Stort moment og hurtig acceleration er klare fordele ved den elektriske VW ID.4 GTX, der testes som patruljevogn. Det mener Jens Peter Nielsen fra Østjyllands Politi, som er en af de første betjente i bilerne
Opdateret 26. januar 2023 kl. 19:47
POLITIBIL: En mere synlig gul politibemaling med mere skarpe reflekser, en ny høj SUV-model som patruljevogn og ikke mindst nærmest lydløs eldrift frem for en dieselmotor.
Der er fornyelse på flere fronter hos politiet, som nu tager 10 elektriske patruljevogne i brug. Det sker som et forsøg i fire politikredse, hvor en række elektriske VW ID.4 GTX supplerer de kendte VW Passat Variant diesel.
Med ID.4 GTX er der tale om sportsversionen af ID.4, der her har det største batteri, firehjulstræk og en elmotor på 299 hk under optimale forhold. Den officielle elektriske rækkevidde er på 497 km. De nye elektriske patruljevogne skal indgå på lige fod med de konventionelle.
Østjyllands Politi har fået to af slagsen. Jens Peter Nielsen, som er politiassistent og køreinstruktør, er en af de første betjente i bilerne. Han er ikke i tvivl om den største forskel i forhold til de klassiske dieseldrevne Passater.
- En elbil som ID.4 afleverer momentet med det samme, mens en Passat med dieselmotor lige skal finde det rigtige gear. Tophastighed er en ting. Men det at kunne komme hurtigt over et kryds eller vende rundt hurtigt betyder virkelig noget, siger Jens Peter Nielsen.
Hurtig eftersættelse
Det er en model, som er udvalgt efter, at Rigspolitiet har afprøvet flere modeller. Her tæller det, at ID.4 GTX er sportsligt sat op med bl.a. opstrammet undervogn, mens modellen er valgt med de mellemstore fælge på 20 tommer. Accelerationen fra 0-100 km/t klares på 6,3 sek., mens VW Passat med dieselmotor på 200 hk og forhjulstræk gør det på 7,6 sek. Hele ydelsen på de 299 hk er dog kun til stede, når der er en vis temperatur og mængde strøm på batteriet. Volkswagen skriver selv, at batteriet skal have mindst 88 pct. strøm og batteritemperaturen min. 23 grader.
Topfarten er officielt 180 km/t. Politiet vil dog ikke oplyse, om man elektronisk har fjernet plomben og åbnet for en højere tophastighed.
Det er modeller med forskellige køreegenskaber og hver deres styrker.
- Elbilen er en smule højere end VW Passat. Vi har testet ID.4 mellem kegler, hvor hastigheden er mindre end i Passaten, men da den har firehjulstræk, får du en bil, som hænger bedre ved på vejen. I og med at vi har vores kørekurser, så vil vi være forholdsvis dygtige og er godt stillet med denne her, siger Jens Peter Nielsen.
Mens en Passat med en tankfuld har en teoretisk rækkevidde på måske 800 km, er den væsentligt kortere i elbilen, især ved kulde eller høj fart. Jens Peter Nielsen ser dog ikke udfordringer her.
- Men den størrelse, som vores politikreds har, skal der meget til for, at en eftersættelse skulle afbrydes. En eftersætning tager typisk fem-10 minutter. Det skal den nok kunne holde til. Vi kører altid de konventionelle biler ud fuldt tankede, og vi tilstræber på samme måde at køre med så meget strøm som muligt. Hvis det skulle blive aktuelt, kan vi samtidig tilkalde kolleger, siger han.
VW ID.4 GTX kan lynlade med op til 150 kW, så den kan lades fra 20-80 pct. på ca. en halv time. Politigården i Aarhus har pt. almindelige ladere på 11 kW, men får lynladere på op til 300 kW.
Mere enkel kabine
Ellers er den største forskel i forhold til en standard VW ID.4 GTX patruljevognudstyret, som her bl.a. omfatter lysbro på taget med dioder, som er mere strømbesparende end den klassiske. Inden døre er kabinen gjort mere enkel end i de klassiske Passater. Politiets fælles såkaldte ”Bifrost”- system, hvor betjentene kan trække en række oplysninger og bl.a. tjekke nummerplader, er nemlig integreret i softwaren på den storskærm, som ID.4’eren er født med frem for at være på en stor selvstændig skærm i kabinen.
Kabinen byder også på færre kontakter, så f.eks. blink og sirene kan aktiveres hurtigt.
- Den er blevet lidt mere forenklet derinde. Det er blevet nemmere for os. Det er mere overskueligt frem for at skulle kigge to steder her, siger han.
Indstigningen er mere regulær end i den lave Passat, og der er også plads til, at to betjente kan have pistoler og evt. skudsikre veste på. Her er mere luft på bagsædet med specielt vandafvisende skånebetræk end i Passat, da der bl.a. er helt flad bund. Mens bagagerummet er noget mindre end i stationcaren. Der er dog stadig plads til f.eks. jakker og grej som bl.a. sømmåtter.
Jesper Bøjgaard Madsen, som er politiinspektør i Østjyllands Politi, fortæller, at elbilerne skal indgå på lige fod med de andre patruljebiler. De bliver nemmere at spotte. Især på grund af den nye bemaling med ”bikube”-reflekser og mere indbygget lys.
- De bliver mere synlige i forhold til de andre politibiler. Det vil både gavne sikkerheden for trafikanterne og for politiet, når vi holder derude, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Han peger også på hurtigheden som en af de klare fordele.
- Det danske politi afprøver elbiler som patruljevogne i fire politikredse i 2023. Det sker som et pilotprojekt, hvor erfaringerne skal bruges for en grøn strategi hos politiet.
- Fire politikredse får i alt 10 VW ID.4 GTX som patruljevogne. Det drejer sig om Østjyllands Politi (2), Midt- og Vestjyllands Politi (2), Københavns Vestegns Politi (2) og Københavns Politi (4).
- Det er patruljevogne, som supplerer de kendte VW Passat Variant diesel og Mercedes GLB diesel, der erstatter VW Touran som ”stor patruljebil”.
- Her kan man afprøve eldrift under forskellige kørselsforhold og strækninger. Politiet råder også over en række elektriske VW ID.3, der fungerer som sagsbehandlerbiler.
- Det er den store accelerationsevne. Nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan bruge den i vores arbejde. Samtidig er det her en del af den grønne omstilling, som vi også vil være en del af, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Han tror ikke, at den elektriske rækkevidde vil give begrænsninger.
- Jeg kan forestille mig, at der måske er større udfordringer i mere vidtstrakte politikredse. Men der kan være situationer, hvor vi skal lade op ude i byen. Så må vi finde ud af, hvordan vi håndterer den slags, konstaterer han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.