Nyt rengøringsfirma åbnet
Nyt firma i Dronninglund på banen
DRONNINGLUND: Endnu et firma har set dagens lys i Dronninglund. Det er rengøringsfirmaet Nordic Cleaning Aps, der netop har indrettet sig i en af de sidste tomme butikker på Stationsvej.
Bag firmaet står Jacob Madsen og Klaus Larsen, og de vil skabe et firma, der bygger på tillid, respekt og fleksibilitet.
- Nøgleordet er ordentlighed, fortæller Klaus Larsen.
Faktisk var det ham, der startede et rengøringsfirma for kort tid siden. Det er nu omdannet til det nye firma med adresse på Stationsvej.
De to mødte hinanden på Flauenskjold Skole, hvor de begge har børn.
Ikke forstand på rengøring
- Det var, da et stort rengøringsfirma gik konkurs, jeg fik idéen til at starte et rengøringsfirma. Det er så det, vi har gjort. Vi har egentlig ikke rigtig forstand på rengøring, så derfor har vi ansat nogle folk, der har stor erfaring og forstand på de dele. Foreløbig har vi fem ansatte, men forventer mange flere. Vi har ikke rengøringspiger, men rengøringsdamer, for vi vil gerne signalere, at vore medarbejdere har gennemgået de relevante kurser, ligesom vi sikrer ordentlige arbejdsforhold gennem en overenskomstaftale med 3F.
- Vi er netop blevet godkendt til fritvalgs-ordningen i Aalborg Kommune og har en ansøgning liggende hos Brønderslev Kommune, fortæller Jacob Madsen.
- Det er vores baby, og vi vil gerne være en seriøs aktør på rengøringsmarkedet, siger Klaus Larsen.
- Vi starter i det små, men der skal da ikke være tvivl om, at vi har store ambitioner. Planen er, at vi om få år har 100 ansatte. Jeg har tidligere arbejdet i Norge og har her opbygget gode forbindelser, så vi forventer at udvide til Norge og måske Sverige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.