Op over Rubjerg Knude
Realdania projekt kan give gæster unik naturoplevelse
RUBJERG: - Gæsterne får en unik mulighed for at få en spektakulær naturoplevelse.
Skovrider Jesper Blom Hansen fra Naturstyrelsen Vendsyssel er ikke i tvivl om, at muligheden for i løbet af sommer at opleve Rubjerg Knudes forvandling helt fra oven af vil blive et tilløbsstykke.
- Rubjerg Knude Fyr skal renoveres, hvor der skal laves en indvendig trappe, så folk kan komme helt op og nyde udsigten. Der skal laves et kalejdoskopisk lys i toppen hele vejen rundt, og vi har fået tilladelse fra Naturstyrelsen til at etablere en ny p-plads, fortæller han.
Naturstyrelsen Vendsyssel står som bygherre på projektet, som er lavet i tæt samarbejde med Hjørring Kommune, og ikke mindst Realdania som økonomisk bidragyder til projektets gennemførelse. Det er ifølge skovrideren et projekt til 4,4 mio. kr., hvoraf Realdania bidrager med hovedparten.
Det er også herfra ideen til projektet fik luft under vingerne. I forbindelse med lanceringen for tre år siden af kampagnen Stedet Tæller udpegede Realdania fire særlige steder for naturoplevelser i det danske landskab. Herunder Rubjerg Knude, hvor målet med projektet er at gøre det muligt at følge naturkræfternes spil med knuden fra oven. Knuden omkring Rubjerg Fyr er et yndet udflugtsmål for op mod 200.000 turister og andre besøgende årligt.
- Det er helt vildt, hvor mange der kommer her. De vil få muligheden for at kigge 80 meter ned til havet, når de er helt oppe i fyret, siger Jesper Blom Hansen.
Vinden flytter knuden
Dog kun i et begrænset antal år, idet vinden flytter sandknuden længere ind i landet og havet æder langsomt mere land, så fyret vil ende i havet uden indgriben. Realdania regner med op til 15 år, inden det sker, men andre frygter der kun går 4 -7 år.
Der har manglet 600.000 kroner i at projektet kan sættes i værk.
- Hvis Hjørring Kommune giver 300.000 kr. er ENV Fonden indstillet på også at komme med 300.000 kr., siger han umiddelbart inden økonomien faldt på plads.
På et møde onsdag sagde økonomiudvalget i Hjørring Kommune ja til at støtte knudeprojektet, og bevillingen skal ikke gennem byrådet, da de 300.000 kr. tages fra udvalgets egen udviklingspulje.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.