Ishockey

P-afgift tog sejrsglæden

Færre p-pladser ved Isstadion efter byggeri af Netto

Jesse Fortunatos ishockeyaften blev en dyr omgang efter en parkeringsbøde ved Netto på 590 kroner.Foto: Peter Broen
Jesse Fortunatos ishockeyaften blev en dyr omgang efter en parkeringsbøde ved Netto på 590 kroner.Foto: Peter Broen Peter Broen

FREDERIKSHAVN: Jesse Fortunato er en ung frederikshavner med et stort sportshjerte, og tirsdag aften glædede han sig som fan af White Hawks over en 3-1 sejr i byens skøjtehal over Herlev.

Men glæden forsvandt, da han kom til sin bil for at køre hjem. Her var der nemlig i forruden placeret en p-bøde lydende på 590 kroner fra Europark.

- Da der ikke var flere p-pladser foran skøjtehallen, parkerede jeg i god tro ved den nye Netto-butik på Skøjtealléen, hvor jeg har hørt, at der var fri parkering under White Hawks-kampe.

- Tidligere kunne vi parkere på græsmarken, hvor Netto nu er placeret, og det betyder, at der er færre p-pladser til ishockeykampene og endnu mere kaos, konkluderer den unge ishockeyfan.

Forarget formand

I White Hawks er klubbens formand, Peter Conradsen, forarget over, at der sendes p-vagter ud til Netto, når der er ishockeykamp.

- Først inddrager kommunen en del af vores p-pladser ved at lade Netto opføre et supermarked på et i forvejen trængt område, og derefter bliver der sendt p-vagter ud for at tjekke, når vi spiller ligakampe.

- Det er usmageligt, og i ledelsen i White Hawks har vi haft problematikken oppe at vende men kan ikke rigtig gøre noget.

- Vi er lovet 30 nye p-pladser som erstatning, men de forslår slet ikke og er heller ikke lavet endnu, så vi må blot fortælle klubbens fans, at de i hvert fald ikke skal parkere på Nettos p-plads under en ishockeykamp, for så risikerer de at få en p-bøde, siger Peter Conradsen.

Bedre parkeringsforhold

Formanden for White Hawks ærgrer sig over, at kommunen har givet tilladelse til byggeriet af Netto.

- Igennem mange år har vi døjet med elendige parkeringsforhold ved skøjtehallen, og jeg havde gerne set dem forbedret i stedet for et nyt supermarked.

- Nu håber jeg i stedet, at en forhåbentlig snarlig ombygning af Isstadion samtidig vil betyde, at vi endelig langt om længe får fornuftige muligheder for at parkere, slutter ishockeyformand Peter Conradsen.

Og indtil da må ishockeyfans som Jesse finde andre p-pladser end Nettos.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden