På udkik efter 3000 venner til demente borgere
Mariagerfjord Kommune har sat sig som mål, at kommunen skal have 3000 demensvenner. En demensven er en borger, som er klar til at hjælpe, hvis en dement er faret vild i byen, eller har problemer med at betale i en forretning.
Sidste år blev Mariagerfjord Kommune udnævnt til en af 13 demensvenlige kommuner i Danmark. Titlen forpligter Mariagerfjord til at samarbejde med foreninger og virksomheder om lokale initiativer, der kan hjælpe demente og deres pårørende.
- Hvert år forvilder mere end 1000 mennesker med en demenssygdom sig væk fra hjemmet eller plejecentret. Mange bliver først fundet, når det er for sent og af den grund dør 15 danskere med demens hvert år. Vi skal kunne hjælpe et menneske med demens, siger formand for sundheds- og omsorgsudvalget, Mette Riis Binderup (S), i en pressemeddelelse fra kommunen.
Tre butikker og et pengeinstitut i Hadsund er blevet demensvenlige. Spar Nord, Rasmine, Allessko og Thile har været på kursus i, hvor de kan gøre livet nemmere for et menneske med demens, når de en dag står i en af deres butikker.
Derudover er en række enkeltpersoner og familier blevet demensvenner. På nuværende tidspunkt er der omkring 200 demensvenner i kommunen.
- Vi tror, at vi kan gøre en forskel for mennesker med demens ved at øge folks viden om tegn og symptomer på demens. Her er det nødvendigt at inddrage vores lokalsamfund, så mennesker med demens kan blive mødt på den bedst mulige måde af deres medborgere, siger distriktsleder Stine Norlén.
Hvis man vil hjælpe kommunen til at nå målet om de mange demensvenner, kan man tage et kursus til demensven-instruktør. Et nyt hold begynder i Hadsund 22. februar. Det tager en dag og er ganske gratis.
Det kræver blot, at man har lyst til at lære noget om demens, så man kan formidle sin viden til kommende demensvenner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.