Pedersen: Tænker ikke på udsving
Forsvarstalentet tror på, at AaB kan ramme en god og stabil periode efter storsejr
Opdateret 02. november 2015 kl. 06:32
AALBORG: Vi har set det før. AaB storsejrer på NORDJYSKE Arena, og i den efterfølgende kamp udebliver det sprudlende offensivspil, hvor målene kommer i stimer, og afleveringerne sidder lige i skabet.
Men Kasper Pedersen, som scorede kampens første mål mod Hobro, tror på, at udsvingene kan stoppes. I midtugen vandt AaB ligeledes, da de mødte Lyngby i DBU Pokalen.
- Vi kommer med en udebanesejr i hånden, og vi har bare fokus på vores spil i dag. Vi arbejder hårdt frem mod en sejr på fredag, og jeg er sikker på, at det ikke sidder i baghovedet, siger Kasper Pedersen.
I den seneste superligakamp var Kasper Pedersen ude i flere uheldige aktioner, som var med til pointtab på Farum Park. Med en solid, defensiv præstation i dagens kamp mod Hobro - plus et mål - kom midterforsvareren i den grad tilbage.
- Selvfølgelig er det dejligt at være med til at sætte kampen i gang. For hver kamp er det forskelligt, og i dag gik det godt. Det er selvfølgelig en dejlig følelse, siger han.
AaB vandt 6-0 over Hobro i superligaopgøret søndag eftermiddag.