Pirates-direktør: Ny guldjagt er i gang

Aalborg Pirates har sat gang i nye projekter, fortæller direktør Thomas Bjuring

Søren Olsson
Foto: Claus Søndberg
Aalborg Pirates 25. april 2018 09:25 - Opdateret 25. april 2018 09:44

ISHOCKEY: Den første snak med direktør Thomas Bjuring efter guldet kom i hus tirsdag aften var en følelsesladet en af slagsen.

Tårerne stod ned af kinderne på Pirates-direktøren, der kunne se et langvarigt projekt blive til virkelighed.

- Det er så vildt, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Vi har kæmpet så hårdt for det her. Det har været så spændende, og nu står vi her endelig, siger han.

Senere kunne han sætte ord på, hvad der skal ske i Aalborg Pirates henover sommeren.

- Vi kan jo allerede nu glæde os over, at vi har et trænerteam, som er så imponerende dygtigt. Det er jo rigtigt, hvad du siger, for vi har ramt rigtigt på nærmest alle udenlandske spillere, og det gjorde vi også i sidste sæson. Så selv, hvis der er nogen, der forsvinder, så skal vi nok erstatte dem, siger han.

- Det her en proces, som vi startede for tre sæsoner siden, og at den allerede bærer frugt nu, det er helt vanvittigt. Vi har et budget, der er 30 procent mindre, end de øvrige topholds, og at det har kunnet lade sig gøre handler meget om Brandon. Han er en fantastisk træner og et fantastisk menneske, siger Thomas Bjuring, der lover nye tiltag og nye forbedringer.

- Vi arbejder i øjeblikket på et nyt projekt, som vi kalder guldjagten, og det er jo lidt spøjst at fortælle om det, når vi allerede har vundet guld. Men det handler om yderligere at optimere forholdene, så vi er den bedste klub både på og udenfor isen, siger han.

Der går rygter om, at cheftræner Brandon Reid er på vej til et trænerjob i tysk ishockey hos Krefeld.

- Og hvad angår Brandon, så forholder jeg mig til, at jeg har en kontrakt med ham. Og i den er der ingen klausuler, fastslår direktøren.

Tema: Aalborg Pirates

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...